Første spadestik taget til nyt bilhus i Silkeborg

Heine Skøtt Rasmussen
Profilbillede
dato

Torsdag den 20. maj begyndte byggeriet af et nyt bilhus på Lillehøjvej, der skal rumme fabriksnye biler fra VW, Skoda og SEAT.

Danmarks største VW- og Skoda-forhandler, Semler Retail A/S, er gået sammen med Uggerhøj-bilkoncernen om opførelsen af et splinternyt bilhus på hjørnet af Kejlstrupvej og Lillehøjvej ved siden af AO-håndværkerbutikken. Nu er det første spadestik til det topmoderne bilhus og autoværksted taget. 

Semler Retail A/S og Uggerhøj-koncernen ansatte tilbage i januar 2021, Heine Skøtt Rasmussen, som direktør. Han skal lede det lidt over 2.000 kvadratmeter store, kommende bilhus, der forventes at koste cirka 25 millioner kroner. 

Ifølge den nyansatte direktør, kræver salget af el- og hybridbiler, som Semler Retail A/S og Uggerhøj-koncernen satser stort på, mere plads og mere personale. 

”Salget af el- og hybridbiler kræver en anden kapacitet end et ’normalt’ bilhus. Det betyder også at vi skal mande op med en 10-15 medarbejdere,” fortæller Heine Skøtt Rasmussen. 

Han tilføjer desuden, at al eksisterende personale bliver flyttet med over på den nye adresse. 

Uggerhøj-koncernen, der er ejet af Sten Uggerhøj, har i forvejen i Silkeborg en Opel-forretning på Nørrevænget og et værksted på Navervej. Koncernen har hovedsæde i Frederikshavn, og har derudover afdelinger i Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Aarhus, Herning og Horsens. 

Det nye bilhus i Silkeborg forventes at stå færdigt inden udgangen af 2021.

Kilde: Heine Skøtt Rasmussen // Semler Retail A/S