Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 27. januar 2020

dato

Silkeborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i kredsen i dag. 

 

Anholdt for indbrud i bil: Morgenfrisk borger hjalp politiet

En særdeles morgenfrisk mand reagerede hurtigt og resolut, da han mandag omkring kl. 6.00 så en mistænkelig mand, som gik og lyste ind af ruderne på flere biler, som holdt parkeret omkring Marselisborg Allé i Aarhus. Borgeren ringede til politiet, mens han holdt øje med manden, og en patrulje ankom til stedet få minutter efter. 

Betjentene fik efter kort tids søgen fat i en 25-årig mand, som havde en skruetrækker på sig. En bil på Marselisborg Allé havde fået smadret en siderude, men der var umiddelbart ikke stjålet noget. Den 25-årige blev anholdt og sigtet for at have brudt ind i bilen. 

**

 

Mystisk mand fik kvinde til at køre galt

Østjyllands Politi fik søndag kl. 21.03 en anmeldelse om, at en 18-årig kvinde var kørt galt på Søndre Ringgade i Aarhus, efter at en ukendt mand havde sat sig på bagsædet og taget fat i hende. Kvinden forklarede, at hun holdt for rødt i krydset Søndre Ringgade/Ankersgade, da en mand kom gående hen til bilen, rev døren op og satte sig ind på bagsædet. Her tog han fat i kvindens hår og bad hende om et lift til Viby Torv. 

Den 18-årige blev så forskrækket og distraheret, at hun kort efter kørte ind i autoværnet i midterrabatten. En anden mand kom nu til og hjalp den fremmede mand ud af bilen. Den 18-årige kom umiddelbart ikke til skade. Det er uvist, hvad mandens motiv til handlingen var.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set episoden, som fandt sted omkring kl. 21.00 søndag aften. Har du oplysninger kan de gives til politiet via tlf. 114. 

**

 

Udenlandsk butikstyv fik strakdom

Der var hurtig afregning, da en 26-årig mand lørdag blev anholdt efter at have stjålet en del varer fra forskellige butikker i Randers. Den 26-årige, der er lettisk statsborger, blev fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor han blev idømt en straksdom på 60 dages fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år. Det vil sige, at han skal afsone sin dom med det samme. 

Det var en kvik butiksdetektiv i Elgiganten på Marsvej, der lørdag kl. 15.39 opdagede den 26-årige, som gik ud af butikken med nogle elektronikvarer gemt i en russerpose, der ikke aktiverer alarmerne. Butiksdetektiven løb efter manden og indhentede ham ved en bil, som den 26-årige forsøgte at sætte sig ind. 

Han blev tilbageholdt, og politiet anholdt ham kort efter og sigtede ham for butikstyveri. I bagagerummet på bilen lå stjålne varer fra BR og Power i Randers og samlet set, var der varer for flere tusinde kroner. 

Den 26-årige blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør, hvor han modtog en straksdom. 

**

 

Fuld mand kastede med sten og smadrede ruder

Østjyllands Politi fik søndag morgen kl. 8.05 en anmeldelse om, at en mand netop havde smadret ruder i to opgangsdøre på Otto Benzons Vej i Aarhus V. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 44-årig synligt beruset mand, som stod og råbte på gaden. Vidner fortalte, hvordan den fulde mand havde kastet med sten og knust ruder i både opgangsdøre og på en bil, der holdt parkeret på gaden. 

Den 44-årige erkendte straks, at han ganske rigtigt havde kastet med sten, fordi han var frustreret over sin egen situation. Han blev derfor anholdt og sigtet for groft hærværk. 

**

 

Fortrød flugt og blev anholdt til fogedretten

En opmærksom patrulje fik natten til mandag kl. 1.00 mistanke til en bil med fire unge mænd, som kørte rundt på Tingvej i Hornslet. Da bilen holdt ind til siden, løb forsædepassageren derfra, men han standsede, da en betjent løb efter ham og råbte ham an. Betjenten spurgte den 21-årige passager, om han havde noget ulovligt på sig, og den unge mand indrømmede, at han havde en klump hash i lommen. 

Hashen blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Da patruljen slog hans personnummer op, kunne de se, at den 21-årige var eftersøgt til fogedretten. Han blev derfor anholdt, så han senere kunne blive kørt til retten. 

Hans 22-årige ven, som sad bag rattet, blev sigtet for at køre, selvom han er frakendt førerretten. 

**

 

Tre kvinder anholdt i det østjyske natteliv

Østjyllands Politi måtte natten til søndag anholde tre unge kvinder, som alle opførte sig aggressivt i bylivet. Omkring kl. 4.00 bortviste en patrulje en 20-årig kvinde, som råbte og skreg af en dørmand på en beværtning i Storegade i Randers. Betjentene beordrede kvinden til at holde sig væk, men få minutter kom hun tilbage til stedet igen, og da patruljen meddelte, at de ville anholde hende, råbte hun, at de var nogle svin. Hun blev lagt i håndjern og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

Under anholdelsen kom hendes 21-årige veninde hen til betjentene og forsøgte gentagne gange at blande sig. Hun ignorerede politiets anmodninger om at holde sig væk, og til sidst blev hun også anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

Omkring samme tidspunkt blev en 27-årig kvinde anholdt i Odders natteliv og sigtet for at have slået og sparket to ansatte på et diskotek på Torvet. 

**

 

Bålhytte brændte i Brabrand

Søndag formiddag opstod der brand i en bålhytte på et grønt område ved Hougårdsvej i Brabrand. Anmeldelsen kom ind kl. 11.36, og hytten var helt opslugt af flammer, da politi og brandvæsen kom frem. Ifølge vidner på stedet var af uvisse årsager gået ild i en plastikstol, hvorefter ilden bredte sig så hurtigt, at de personer, der var til stede, ikke kunne slukke den, og derfor ringede 112. 

Politiets undersøgelser på stedet gav umiddelbart heller ingen forklaring på, hvordan branden var startet. Ingen personer kom til skade ved episoden.  

**

 

Færdsel

Søndag kl. 6.55 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje i krydset Viborgvej/Fladbrovej i Randers NV. 

Søndag kl. 12.45 skete der et færdselsuheld på Randersvej ved Mørke. En 28-årig kvindelig bilist mistede herredømmet over sin bil og kørte af vejen, hvorefter bilen trillede rundt på taget. Kvinden slap umiddelbart fra uheldet uden at komme alvorligt til skade. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Solbakkevej i Grenaa begået mellem lørdag d. 25/1 kl. 17.30 og søndag d. 26/1 kl. 8.15
På Tingmosevej i Hammel begået mellem fredag d. 24/1 kl. 6.30 og søndag d. 26/1 kl. 9.20 
På Rypevej i Assentoft begået mellem lørdag d. 25/1 kl. 17.00 og søndag d. 26/1 kl. 10.00
På Vorup Boulevard i Randers SV begået mellem mandag d. 20/1 kl. 16.00 og søndag d. 26/1 kl. 11.00
På Skelagervej i Aarhus N begået mellem onsdag d. 22/1 kl. 12.00 og søndag d. 26/1 kl. 11.45
På Grønnegade i Aarhus begået mellem tirsdag d. 21/1 kl. 22.30 og søndag d. 26/1 kl. 12.30
På Klosterport i Aarhus C begået mellem tirsdag d. 14/1 kl. 12.00 og søndag d. 26/1 kl. 13.45
På Skovsvinget i Rodskov ved Hornslet begået mellem lørdag d. 25/1 kl. 17.00 og søndag d. 26/1 kl. 17.45
På Skæring Hedevej i Egå begået mellem fredag d. 24/1 kl. 14.30 og søndag d. 26/1 kl. 19.00
På Nymarks Allé i Mårslet begået søndag d. 26/1 mellem kl. 17.30 og kl. 20.15


Kilde: Ingen kilde