Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 5. februar 2020

dato

Silkeborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Randers fire mænd på 20, 21, 22 og 32 år, der alle sigtes for røveri mod en 45-årig mand tirsdag aften kl. 21.35 i Hinnerup. De fire er sigtet for i forening at have lokket den 45-årige mand til stedet, hvor de overfaldt ham med slag og spark, holdt en kniv mod hans hals og aftvang ham nogle kontanter.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Champagnetyveri blev til røveri

Tirsdag kl. 18.12 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Føtex i M.P. Bruuns Gade i Aarhus, hvor en butiksdetektiv havde pågrebet en butikstyv. Butiksdetektiven havde set to personer tage nogle flasker champagne ned fra en hylde, hvorefter de var løbet mod udgangen. Vagten løb efter dem og fik fat i den ene af dem, der dog var meget voldsom og gjorde modstand ved at sparke og slå vagten i forsøget på at komme væk.

Da patruljen ankom til stedet, var der kommet ro på og den tilbageholdte 17-årige dreng sad i et baglokale. Han blev sigtet for røveri mod forretning, da han havde slået og sparket ud efter butiksdetektiven i forbindelse med tilbageholdelsen. Der blev ringet efter den 17-åriges forældre og han blev kørt til afhøring på politigården. Medgerningsmanden, der løb fra stedet, er endnu ikke fundet.

**

 

Stjal to knive og tre dåseøl

Tirsdag kl. 19.40 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Viby Ringvej i Viby J, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt en butikstyv. Butiksdetektiven havde siddet i et baglokale og kigget på overvågningen, da han blev opmærksom på en mand, der tog to knive fra hylden med spotvarer og puttede dem ind under sin jakke.

Butiksdetektiven tog fat i manden, da han netop havde forladt butikken og stod ude i vindfanget. Manden blev ført med ud i baglokalet, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da patruljen kom til stedet blev den 35-årige mand sigtet for butikstyveri af de to knive samt tre dåseøl, som han også havde gemt under sin jakke.

**

 

Forsøgte at udgå at få en busbøde

Tirsdag kl. 16.01 blev Østjyllands Politi kaldt ud til Spobjergvej i Brabrand, hvor en af bybusserne har endestation, da en buskontrollør stod med to piger, der ikke ville oplyse deres navn i forbindelse med, at de skulle have en bøde for at køre uden billet. Patruljen fik de to piger på 16 og 17 år til at oplyse deres ID, hvorefter de blev bortvist fra bussen og fik besked om, at de ikke var ønskede i busserne det kommende døgn.

**

 

Fuld mand med en beskidt mund

Tirsdag kl. 21.12 blev politiet kaldt til Åboulevarden i Aarhus, hvor en meget fuld mand var højråbende og aggressiv over for andre. Da patruljen kom til stedet stod manden og kastede op, og da betjentene tog kontakt til ham farede han op og råbte ”I er fucking dumme” efter betjentene. Han blev anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd, hvilket fik ham til at råbe flere skældsord efter betjentene. Den 24-årige mand blev kørt til politigården i Aarhus, hvor han fik lov at sove rusen ud i detentionen.

**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 06.36 skete der et færdselsuheld på den østjyske motorvej ved Brabrand. I forbindelse med en sammenfletning på motorvejen kørte to biler sammen, så føreren af den ene bil, en 46-årig kvinde mistede kontrollen og snurrede rundt, hvorefter hendes bil først ramte autoværnet og derefter hængeren på en lastbil, der blev ført af en 39-årig mand. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

Tirsdag kl. 11.25 skete der et færdselsuheld på Mariagervej i Randers NV. En 57-årig mandlig bilist kom kørende ad Mariagervej og skulle svinge til højre ind til Shell, da han påkørte en scooter, der blev ført af en 16-årig dreng. Drengen blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Den 57-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 13.17 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Åbyhøj.

Tirsdag kl. 16.02 skete der et færdselsuheld i krydset Nørrebrogade/Rypevej i Randers NØ. En 73-årig mandlig bilist kørte af Nørrebrogade og skulle svinge til venstre ind på Rypevej, da han kolliderede med en knallert, der blev ført af en 45-årig mand. Knallertføreren blev kørt til skadestuen for at blive behandlet for et muligt bækkenbrud. Den 73-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, mens den 45-årige knallertfører blev sigtet for at køre på en uindregistreret knallert og uden forsikring.

Tirsdag kl. 16.14 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Frejasvej i Randers NV.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • I Banegårdsparken i Odder begået tirsdag den 4/2 mellem kl. 14.00 og kl. 14.30
  • Istedgade i Aarhus C begået tirsdag den 4/2 mellem kl. 15.00 og kl. 21.15
  • På Elmehøjen i Lisbjerg, Aarhus N begået mellem tirsdag den 4/2 kl. 14.00 og onsdag den 5/2 kl. 02.00
Kilde: Ingen kilde