Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 4. februar 2020

dato

Silkeborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 i Retten i Randers en 20-årig mand fra Åbyhøj, der sigtes for at have begået indbrud i Thorsager Kirke torsdag den 10. oktober 2019, hvor der blev stjålet 143 designerstole af mærket ”Kirkestolen”. En del af stolene blev nogle dage senere fundet i en varebil, der var efterladt på en pendlerplads i Korslund.Den 20-årige mand blev anholdt natten til tirsdag efter længere tids efterforskning. Da der formodes at være en eller flere medgerningsmænd på fri fod, vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

 

**

 

Mistede sit dankort efter en tur i pirattaxa

Mandag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 31-årig mand, der i weekenden havde taget en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus og efterfølgende havde fundet ud af, at han havde mistet sit dankort. Den 31-årige mand skulle hjem fra byen natten til lørdag ved 3-tiden, da to mænd i en mørk stationcar, muligvis en Ford, tilbød at køre ham hjem for 200 kroner.

Den 31-årige havde ingen kontanter og tog i stedet sit hævekort frem. De kørte dog aldrig forbi en hæveautomat, da chaufføren sagde, at det var lige meget. Den 31-årige mand var meget beruset, og han kan ikke rigtig huske turen, men han fandt efterfølgende ud af, at hans dankort var væk, og at der var blevet hævet 2000 kroner på kortet.

Chaufføren beskrives som:

  • Mand
  • Mellemøstlig af udseende
  • 25-30 år
  • 170-175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden
  • Sort, kort hår og sort skæg
  • Talte dansk
  • Var iført en træningstrøje med sort hætte

Østjyllands Politi advarer imod, at man hopper ind i en pirattaxa, da der har været flere eksempler på, at køreturen er endt med tyveri eller røveri. Tag i stedet en natbus eller en rigtig taxa.

**

Fremmed truede 13-årige drenge og beskyldte dem for at have skudt med fyrværkeri

Østjyllands Politi modtog mandag kl. 18.51 anmeldelse fra en 13-årig dreng, der var blevet truet ud for Fakta i Tilst.

Den 13-årige forklarede, at han sammen med en ven havde stået og ventet på bussen, da en mand, de ikke kendte, pludselig henvendte sig til dem. Manden havde bedt dem om at følge med ham, hvilket de havde sagt nej til. Den 13-årige fortalte, at manden herefter havde ændret karakter og var blevet udfarende og havde beskyldt de to drenge for at skyde fyrværkeri efter ham omkring nytår. Manden greb fat i den 13-årige, der fik vristet sig fri, hvorefter manden truede med at skyde de to drenge og førte hånden om til baglommen. De to drenge var bange for, at han havde et våben, så de skyndte sig at løbe fra stedet og ringe efter politiet.

En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor drengene beskrev manden, der netop havde sat sig ind i en bus. Betjenten bragte bussen til standsning og anholdt manden, som viste sig at være en 53-årig mand fra Aarhus Vest. I lommerne havde manden ingen våben, kun 2 guldøl. Den 53-årige blev anholdt og er foreløbigt sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.

**

Kvinde anholdt efter fund af større mængde amfetamin

Specialpatruljen fra Østjyllands Politi lagde mandag kl. 09.58 vejen forbi en lejlighed på en adresse i Randers. På adressen mødte betjenten en 34-årig kvinde, som har bopæl på adressen. Kvinden indvilgede selv i, at betjentene kunne ransage lejligheden og fremviste en større mængde amfetamin, som hun opbevarede i sin fryser.

I kvindens bil og lejlighed fandt betjentene flere mængder narko og desuden en ulovlig peberspray. Den 34-årige kvinde blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.

**

Forsøgte at stjæle parkeret bil i Bruuns Galleri

En 51-årig kvinde var mandag kl. 19.10 på vej hen til sin bil, som var parkeret i kælderen under Bruuns Galleri. Da hun nærmede sig bilen, så hun, at der sad en mand i den. Kvinden spurgte flere gange, hvad manden lavede i hendes bil. Kort efter gik manden ud af bilen, og der blev tilkaldt en vagt til stedet. Vagten tilbageholdt manden, som var 35 år og fra Aarhus, indtil en patrulje fra Østjyllands Politi ankom. Den 35-årige blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af en personbil

**

Ild i askebæger

Mandag kl. 13.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en have i Mejlbyparken i Hjortshøj. Det viste sig, at ilden var opstået i et askebæger, der stod på plastikhavebord. Havebord og -stole udbrændte og et vindue i huset blev knust som følge af varmen. Branden blev hurtigt slukket, og ingen personer kom noget til.

**

Unge piger stjal varer i Kvickly

Østjyllands Politi fik mandag kl. 10.10 en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor en vagt tilbageholdt to unge butikstyve. De to piger på 15 og 16 år var blevet taget i at stjæle nogle Red Bull, noget chokolade og diverse kosmetik. Begge piger blev sigtet for butikstyveri.

**

Mand anholdt for besiddelse af narko

Østjyllands Politis Specialpatrulje var mandag kl. 09.25 på besøg på en adresse i Randers. Under ransagning på stedet fandt betjentene en mindre mængde amfetamin og ecstasy. En 42-årig mand, som har bopæl på adressen, blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

**

Færdsel

Mandag kl. 07.28 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 26-årig mandlig bilist kom kørende ad Åbogade i sydlig retning og skulle svinge til venstre af Paludan-Müllers Vej, da han ramte en 57-årig mandlig cyklist, der kom kørende ad Paludan-Müllers Vej. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 26-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Mandag kl. 07.43 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Vej i Viby J. En 19-årig mandlig bilist kom kørende ad Christian X’s Vej og skulle svinge til venstre i krydset ved Grundtvigsvej, da han kørte sammen med en anden bil, ført af en 31-årig mand, der var på vej lige over i krydset. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

Mandag kl. 08.06 skete der et færdselsuheld på Jyllands Allé i Aarhus C. En 55-årig mandlig buschauffør kom kørende ad Jyllands Allé, da han ikke nåede at bremse ned og med lav hastighed kørte ind i en bil, ført af en 42-årig mand, der holdt stille for rødt lys i krydset ved Søndre Ringgade. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Mandag kl. 14.42 skete der et færdselsuheld i Busgaden i Aarhus C. En hollandsk lastbilchauffør på 21 år forsøgte at køre igennem tunnelsen ved busgaden, men lastbilen var for høj, og han påkørte bygningen. Da kørsel i Busgaden kun er for busser og taxa’er, blev lastbilchaufføren sigtet for ikke at efterkommer anvisninger ved færdsel på vejen. Der skete betydelig materiel skade på bygningen, men umiddelbart ingen personskade.

Mandag kl. 15.21 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Åbyhøj.

Mandag kl. 16.55 blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V.

Mandag kl. 21.58 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Risskov. En 29-årig kvindelig bilist ramte en høj kantsten og snittede derefter et skilt og væltede et mindre afmærkningsskilt. Der skete kun mindre materiel skade på bil og skilte ved påkørslen.

Mandag kl. 22.04 skete der et færdselsuheld på Sivestedvej i Kolindbro ved Kolind. En 26-årig mandlig bilist var kørt galt i et solouheld, men var ikke kommet til skade. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Mandag kl. 23.55 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Marsvej i Randers SØ.

Natten til tirsdag kl. 01.38 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Lystrupvej i Risskov.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Skovagervej i Risskov begået mellem fredag den 31/1 kl. 14.00 og mandag den 3/2 kl. 06.00
  • I Lindeparken i Stevnstrup, Langå begået søndag den 2/2 mellem kl. 15.00 og kl. 23.30
  • På Rolighedsvej i Thorsø begået mellem torsdag den 30/10 kl. 10.00 og søndag den 2/2 kl. 12.00
  • På Gunnerupmosevej i Randers SØ begået mandag den 3/2 mellem kl. 06.10 og kl. 13.55
  • På Gundestrupbakken i Fårup begået mandag den 3/2 mellem kl. 08.30 og kl. 17.00
  • På Strindbergsvej i Randers NV begået mandag den 3/2 mellem kl. 09.00 og kl. 17.40
  • På Gundestrupbakken i Fårup begået mandag den 3/2 kl. 18.35
  • På Gebauersgade i Aarhus C begået mandag den 3/2 kl. 20.24
  • På Bissensgade i Aarhus C begået mandag den 3/2 mellem kl. 17.05 og kl. 20.35
  • I Elstedhøj i Lystrup begået mandag den 3/2 kl. 22.30
Kilde: Ingen kilde