Østjyllands Politi: Nyt fra Silkeborg - tirsdag den 26. maj

dato

Silkeborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 15.00 i Retten i Aarhus en 37-årig mand fra Silkeborg-området, der sigtes for rufferi og voldtægt af to kvinder på nu 23 og 27 år i perioden fra 2012 til 2017 på flere adresser i Jylland – herunder i Aarhus-området.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

 

**

 

Brand i traktor ved Gjerlev

Mandag kl. 13.08 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om brand i en traktor i Blenstrup ved Gjerlev. En patrulje kørte hurtigt til stedet og mødte brandvæsnet, der arbejdede på den allerede udbrændte traktor. Nogle dæk ved siden af traktoren brændte fortsat og afgav kraftig, sort røg. Undersøgelser på stedet tydede på, at traktoren var selvantændt. Der skete ikke skader på ejendommen ved siden af og ingen kom til skade ved branden.


**

 

Kvinde anholdt, da hun ikke ville opgive sit navn

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte mandag kl. 17.33 til Viby Centret, hvor en butiksansat ventede med en kvinde, som han havde anmeldt for svindel i butikken.

Da betjentene ankom, mødte de den ansatte sammen med kvinden. Kvinden var opfarende og nægtede at oplyse navn, adresse og fødselsdato. Da kvinden efter gentagne forespørgsler stadig nægtede at give sine oplysninger, blev hun oplyst om, at hun var anholdt med henblik på at sikre hendes identitet. Kvinden blev tiltagende aggressiv, og sparkede nu den ene betjent over skinnebenet. Kvinden fik derfor håndjern på og kom med på politistationen, hvor man fik hende identificeret som en 40-årig kvinde fra Aarhus. Til sigtelserne for flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk, kunne kvinden efter episoden føje sigtelser for vold mod tjenestemand og for ikke at ville give sine oplysninger.


**

 

Butikstyv forsøgte at maskere dyre vin som billige

Mandag kl. 19.32 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til Kvickly i Risskov, hvor personalet havde tilbageholdt en 60-årig mand. Manden havde taget to tomme vinkasser og fyldte dyre vinflasker bagerst i dem, hvorefter han tog 2 flasker billig vin og placerede forrest. Da den 60-årige kom til kassen, tog han én af de billigere vine fra hver kasse op på båndet, således at han betalte i alt 1.103 kr. for lidt for vinene. Den 60-årige blev sigtet for butikstyveri, men nægter selv forholdet.

 

**

 

Kvinde anholdt med narko i trusserne

En 23-årig kvinde blev mandag kl. 23.30 sigtet for besiddelse af narko, efter en patrulje havde rettet henvendelse til hende på Markedsgade i Randers. Den 23-årige kvinde virkede påvirket, og en betjent bad derfor om at visitere hende. I hhv. en mavetaske og i sine trusser, havde kvinden en mindre mængde hash og amfetamin, og hun blev derfor sigtet for narkobesiddelse.


**

Færdsel

Mandag kl. 15.21 skete der et færdselsuheld på Bethesdavej i Aarhus Nord. Uheldet skete, da en 8-årig dreng mistede herredømmet over sin cykel og kom til at slingre ud på kørebanen. Her blev han ramt af en bus, der kørte i samme retning. Drengen blev kørt på hospitalet til observation for indre skader og hjernerystelse, men er ikke umiddelbart i kritisk tilstand.

En 22-årig mandlig bilist blev mandag kl. 17.26 anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Skjoldhøjvej i Tilst.

En 46-årig mandlig bilist blev mandag kl. 19.00 sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Kjølvejen i Randers. Da den 46-årige gentagne gange havde kørt i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt.

En 40-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 01.46 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gl. Århusvej i Randers. Den 40-årige blev desuden sigtet for besiddelse af en mindre mængde narko.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Bjørnholt i Lystrup begået mellem den 23/5 kl. 17.30 og den 24/5 kl. 00.05
På Myrholmsvej i Viby begået den 25/5 mellem kl. 08.00 og kl. 11.00

Kilde: Østjyllands Politi