SIF Parasport kæmper om DM i rekruttering

dato

Nyheden er fra Silkeborg IF Fodbold

Silkeborg IFs CSR-indsats omkring Parasport kaster for tiden rigtigt mange nye medlemmer af sig, og blandt andet derfor er SIF udvalgt blandt kun 10 foreninger i hele Danmark til at dyste i DM i rekruttering.


Konkurrencen løber frem til marts 2020 og handler om, at foreningerne skal lave en indsats, som får flere børn og unge med handicap aktive i foreningsidrætten. 

SIF som arrangør af Special Olympics

Ét af kriterierne for at blive udvalgt til konkurrencen er involvering af samarbejdspartnere, og her har SIF i flere år haft et succesfuldt samarbejde med Parasport Danmark om afviklingen af Special Olympics. Det har blandt andet været medvirkende til, at SIF i dag har 15 medlemmer på Parasport-holdet, der hver mandag trænes af Jan Beck-Nielsen:

- Vi er glade for at kunne give dette tilbud til unge og ældre, som indtil nu ikke har haft mulighed for at udøve deres sport i et etableret klubmiljø. Det er vores holdning, at alle uanset forudsætninger, skal have mulighed for at spille fodbold. Alle er derfor velkomne til at møde op helt uforpligtende og prøve det af nogle gange, inden man beslutter om man vil fortsætte, lyder det fra Jan Beck-Nielsen, der samtidigt er medlem af SIFs bestyrelse.


Vinderen af konkurrencen om DM i rekruttering findes i marts 2020, efter en indledende afstemning på Facebook og endeligt udvælgelse af en jury. Vinderen kan se frem til kr. 25.000 i pengepræmie.

Kilde: Silkeborg IF Fodbold