18-årige Chresten fra Brædstrup er ’med som gæst’ i DR-programmet ’I hus til halsen’

Foto: Daniel Gregersen.
dato

I juli 2024 blev danskerne spurgt, om de ville være med som gæst i deres yndlings DR-program. Nu er 100 danskere blevet udvalgt. Her kan du møde Chresten Nielsen fra Brædstrup, der skal være tømrer i DR-programmet ’I hus til halsen’.  

Af Raz Salim

 I løbet af 2025 bliver 100 danskere inviteret med i deres yndlingsprogram i anledningen af, at DR kan fejre 100-års jubilæum den 1. april.

Nu er de 100 danskere fundet, og én af dem er 18-årige Chresten fra Brædstrup. Chresten er i lære som tømrer, og den 5. marts skal han medvirke i DR-programmet ’I hus til halsen’.

I ’I hus til halsen’ får programmets eksperter til opgave at hjælpe familier ud af meget klemte situationer, hvor et hussalg nærmest virker utopisk. Eksperterne skal nu gøre alt hvad de kan, så familierne forhåbentlig kan få deres hus solgt og komme videre i livet.

- Når jeg ser programmet, så får jeg bare helt vildt lyst til at hjælpe med. Jeg er selv i lære som tømrer, og når jeg ser, hvordan familierne reagerer på, at der er så mange folk, der gerne vil hjælpe dem, så bliver jeg bare så glad og får virkelig lyst til selv at være med, siger Chresten Nielsen.   

100 danskere bydes velkommen til 'med som gæst'

’Med som gæst ’-initiativet startede i juli 2024. Her kunne danskerne ansøge om at medvirke i 62 forskellige DR-programmer fra både tv, radio og podcast. Og samtlige programmer har fået ansøgninger fra danskere, der ønsker at medvirke i alt fra ’Sara og Monopolet’, ’Nak og Æd’, ’Drømmeholdet’ på P3 til ’Gudstjenesten’.

Lasse Bastkjær Jensen er direktør for Strategi og Brugere i DR, og han er stolt af, at DR’s programmer har en stor betydning for danskerne.

- Vi vil rigtig gerne fejre 100-års jubilæet sammen med danskerne og hylde de store øjeblikke i vores fælles historie. Vi er overvældet over de mange videoansøgninger med fine personlige historier om, hvorfor specifikke DR-programmer har en helt speciel betydning for den enkelte. Det er virkelig rørende at så mange danskere har givet sig tid til at sende disse ansøgninger, og det gør mig glad, at vores indhold på tværs af lyd og tv betyder noget for så mange, siger han. 

Mange dedikerede fans har sendt deres ansøgninger, hvor blandt andet en dreng fortæller, at han har fundet interesse ved politik gennem ’Tæt på Sandheden’, en kvinde der er flyttet til Danmark fortæller, hvordan DR’s programmer har hjulpet hende til at forstå danskerne bedre, og en ung mand deler, at han elsker at starte dagen med ’Go’ Morgen P3’, fordi han føler, at værterne skaber en følelse af venskab.

Der er endda kommet ansøgninger fra danskere der er bosat i Frankrig, São Paulo og Zambia.   

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook