Velkommen til Lysmosevænget 2, hvor I finder den gule og solide murstensvilla fra 1952 – her får I et hus på 272 etagemeter med masser af potentiale.
Det er oplagt for håndværkeren at sætte villaen i stand til eget brug eller til videresalg eller for førstegangskøberne med mod på et spændende gør-det-selv-projekt. Villaen er beliggende i naturskønne Silkeborg, nærmere betegnet i bydelen Lysbro.
Har du hænderne skruet rigtigt på? Kig forbi villaen, når CD Bolig holder Åbent Hus nu på søndag, den 27. oktober fra 10:15 - 10:54.
I de gode gamle dage blev der drevet vognmandsforretning i området, og i dag er nabolaget fyldt med nybyggeri, rækkehuse og børnefamilier, og det er også dét, der kendetegner nærmiljøet.Boligen befinder sig ikke langt fra centrum, hvor der er folkeskoler, dagtilbud og indkøb – det er nemt at cykle fra Lysbro til Silkeborg, og det benytter mange af beboerne sig af. Lysbro er kun 2,5 km fra centrum og er placeret midt imellem skove og søer nede ved Funder Bakke.
Ejendommen er heller ikke langt fra Funder Holme, så det lægger op til lange gåture langs søerne og shelterovernatninger i skovene.
Den solide murstensvilla fra 1952 byder på et væld af muligheder, og med sine 272 etagemeter kan renoveringen og moderniseringen straks gå i gang. Etagemeterne fordeler sig over stueplan og kælder – i stueplan er der et stort køkken samt en stue med afsæt til en udestue, hvor solen fra vest giver et dejligt lysindfald.
Derudover får I en stor entré, fire gode værelser, hvoraf det ene har indbyggede skabe, og et badeværelse med mulighed for at installere vaskemaskine og tørretumbler. I kælderen finder I hele tre garageporte samt to disponible rum.
Der er rigtig god plads til liberalt erhverv, diverse opmagasinering og kontorplads til netbutikken, selv de store hobbyprojekter eller noget helt fjerde – mulighederne her i huset er mange, og det venter bare på de første penselstrøg.
I får glæde af en skøn grund med græsplæne omkranset af høje træer ud mod vejen. I haven er der en overdækket, sydvendt terrasse, så solen vil I have fornøjelsen af i rigtigt mange timer. Hele haven er meget enkel, men velholdt, så ligesom huset byder den på et væld af muligheder, og I har masser af plads til at etablere både frugttræer, bærbuske og legehus.Andre oplysninger: Overtagelse efter aftale. Boligen opvarmes med fjernvarme.