Allan nyder at møde mennesker i sit arbejde som teltudlejer

Profilbillede
dato

Allan Langhoff er 58 år gammel og har de sidste 10 år stået i spidsen for Jewi Teltudlejning. Som udlært smed og udøvende fiskemester hos daværende svigerfar, lå det ikke umiddelbart i kortene, at Allan skulle arbejde med telte. Men tilfældighederne ville noget andet, og da en anden sprang fra, måtte Allan træde til - “og det er jeg egentlig blevet rigtig glad for”.


Glæden for sit arbejde hos Jewi Teltudlejning finder Allan i den frihed og variation, han bliver budt i hverdagen. Hverdagen bringer ham opgaver og udfordringer i alle afskygninger, og sjældent er to opgaver ens. Selvfølgelig skal telte sættes op og tages ned igen på samme måde hver gang, men mødet med glade kunder og spændende mennesker bringer et smil frem hos Allan. “Jeg kan meget godt lide at komme ud og møde forskellige mennesker, og det, at udfordringerne er så forskellige, er nu meget rart”, fortæller han.


Foto: Opsat telt, som er klar til festligheder 

Arbejdet som teltudlejer er ganske sæsonpræget, hvorfor Allan også arbejder som VVS’er, for at få det hele til at hænge sammen. Vekslingen mellem arbejdet som teltudlejer og arbejdet som VVS’er passer Allan ret godt. “Lidt afveksling i hverdagen fungerer rigtig godt for mig”. Sæsonen for teltudlejning strækker sig typisk fra april til oktober, hvor der også er nok arbejde til at ansætte en ekstra mand eller to i virksomheden hen over sommeren. Det er desværre de færreste, der mangler telte til havefester om vinteren. Af netop denne grund, har Allan for nyligt ekspanderet virksomheden og er snarest muligt også indehaver af diverse festlige maskiner, såsom popcorn- og slush ice-maskiner, samt større mængder bestik og service. “Hvis jeg skal have kunder om vinteren, så må jeg have bestik og service - så nu giver jeg det et skud”, fortæller han om sin nye erhvervelse. Det er ikke første gang Allan udvider, da han af flere omgange har opkøbt andres lager for at kunne udvide sit eget teltlager.


Foto: Bordopdækningen i et stort festtelt 
Som mange andre selvstændige har Allan og Jewi Teltudlejning også været mærket af coronapandemien. Sidste års mange konfirmationer, studentergilder og lignende måtte udskydes, og desværre ser dette års planer for foråret ud til at måtte lide samme skæbne. Optimismen hos Allan fejler dog ikke noget. “Folk er klar til at gå agurk, når samfundet åbner igen. Det kunne jeg også mærke sidste sommer, da det åbnede lidt igen. Folk er altså klar til at komme ud at feste - og så skal der nok komme gang i teltudlejningen igen”, fortæller han glædeligt.

Fremtidsdrømmene er ganske beskedne; en opvarmet lagerhal er, hvad der står øverst på ønskelisten. Hvad fremtiden ellers bringer for Allan, vides ikke. Lige på nær den store 60-års fødselsdagsfest, der er sat i kakkelovnen til om et par år. En stor fest med mad og drikke for familie og venner. “Det er altså en god fest at se frem til”, fortæller han smilende.

Du kan læse alt om udlejningsmuligheder og priser på hjemmesiden her 

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Jewi Teltudlejning // Allan Langhoff

Seneste på facebook