I Silkeborg og omegn står 6 børn på venteliste til at få en voksenven gennem foreningen Børns Voksenvenner. Det er børn, som mangler en ekstra voksen med tid og lyst til at dele hverdagens små magiske øjeblikke gennem nærvær og stabilitet.
For at kunne hjælpe flere børn lokalt har Børns Voksenvenner Silkeborg brug for flere frivillige. Derfor inviterer foreningen til et uforpligtende fyraftensmøde, hvor interesserede kan høre mere om, hvad det vil sige at være voksenven eller frivillig i lokalforeningen.
Arrangementet finder sted torsdag den 21. maj kl. 16.30–17.30 på Café Den Go’e Fe i Silkeborg. Til arrangementet vil deltagerne få indblik i foreningens arbejde, møde engagerede frivillige og få mulighed for at stille spørgsmål - helt uden nogen form for forpligtelse. Mødet foregår i uformelle rammer over kaffe og kage.
Arrangementet er gratis og uforpligtende og er bare til for at stille din nysgerrighed og måske vække en lyst til at blive frivillig.
Børns Voksenvenner Silkeborg opfordrer alle til at komme og høre, hvordan deres indsats kan gøre en stor forskel i et barns liv.
Praktiske oplysninger
Hvad: Kaffe, kage og klog på Børns Voksenvenner
Hvornår: Torsdag den 21. maj kl. 16.30–17.30
Hvor: Café Den Go’e Fe, Nygade 28, 8600 Silkeborg
Tilmelding: Send en mail til frivillig@voksenven.dk eller en sms til foreningskonsulent Maria Bergmann på 27 15 20 72.
Hvem er Børns Voksenvenner?
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og større selvværd. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der kan have gavn af en ekstra fortrolig voksen eller en rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.