Brian Christoffersen er SIF’s guldsmed

Foto: Brian Christoffersen // Christoffersen Guld Sølv Ure Silkeborg A/S.
Profilbillede
dato

Brian Christoffersen er medejer af Christoffersen Guld Sølv Ure Silkeborg A/S og en række andre smykke- og urbutikker i Jylland og på Fyn. Men det er butikken i Silkeborg, der står hans hjerte nærmest, og en vigtig grund til det er Silkeborg IF. For der er han med i sponsorfællesskabet, og der spiller hans 14-årige søn på eliteniveau.

”Der er simpelthen så meget godt ved at være sponsor for SIF. Foreningen kommer helt ind under huden, og som sponsor får man et godt indblik i, hvordan klubben kører,” siger medejer af Christoffersen Guld Søvn Ure, Brian Christoffersen.

Brian Christoffersen er at finde på lægterne til langt de fleste kampe, og som sponsor er han i det store hele enig i klubbens økonomiske beslutninger.

”Man kunne selvfølgelig godt ønske sig, at de brugte lidt flere penge på spillere og lidt færre på bygninger, men hvis vi ikke har bygningerne, så har vi jo heller ikke nogen fodboldklub,” siger han.

Vejen til guldet

Brian startede med at uddanne sig inden for herretøj. Efter han var udlært, fik han i år 2000 job i en butik i Aarhus, men han var ikke rigtig tilfreds.

”Min far har altid handlet med ure og smykker, og så købte han den her afdeling i Silkeborg. Egentlig var det ikke meningen, at jeg skulle ind i branchen allerede, men jeg syntes, at det var et godt tidspunkt, hvis jeg med tiden skulle overtage virksomheden. Så jeg hørte den gamle, om jeg ikke godt måtte prøve af... om det sagde mig noget,” fortæller Brian.

Det var i november 2002, og det viste sig at være den rigtige beslutning for Brian – i hvert fald er han i butikken endnu.

I fars fodspor

Nu er Brian og hans søster lige så stille i gang med at overtage virksomheden fra den ældre generation.

”Vores far har selvfølgelig nok drømt om, at vi med tiden ville interessere os for at overtage, men der har aldrig været noget pres på. Hvis vi ville gå vores egne veje, så var det også fint nok,” siger han.

Han har dyb respekt for det, som hans far har opnået, og han føler også et vist pres på skuldrene. Brian har set en del familiefirmaer gå skidt, når den unge generation har overtaget, og sådan skulle det ikke være i familien Christoffersen.

”Efter vi har overtaget har vi godt nok lavet en del om, men vi bygger naturligvis oven på det, som min far hele tiden har stået for. For vi vil jo også gerne gøre det til vores eget. Men det er afgørende, at man har interesse og passion for det, for ellers går det kun nedad, selvom det måske går fint, lige når man overtager,” mener Brian.

Respekten for Smykkehuset Friedrich

Da familien overtog forretningen, var den i byen kendt under navnet Smykkehuset Friedrich, og Brian møder stadig kunder, som bruger det gamle navn.

”Vi turde faktisk ikke rigtig lave navnet om, så i de første otte år arbejdede vi videre under det gamle navn. Det var vi sikre på, at kunderne bedre kunne forholde sig til. Men da vi så i 2010 byggede butikken helt om, så der blev større butiksareal og mindre baglokale, så var det et naturligt tidspunkt også at ændre navnet på. Nu var der jo kun adressen tilbage fra den gamle butik,” fortæller Brian.

Guld til SIF?

Det ligger selvfølgelig ikke lige for, at SIF går med guldet, men Brian håber inderligt på, at de lykkes med at holde fast i pladsen i Superligaen, for det er nu engang sjovest deroppe.

For ham og mange andre fungerer SIF’s sponsorklub som et vigtigt erhvervsnetværk.

”Vi støtter jo hinanden. Jeg kan da godt mærke, at jeg er den eneste guldsmed deroppe. Og når jeg skal bruge håndværkere til et eller andet, så kigger jeg også altid på, hvem der er sponsor, så vi kan støtte op om klubben på den måde,” fortæller Brian.

Guld til næste generation?

SIF er mere end bare et sponsorat for Brian Christoffersen, for hans yngste søn bruger seks dage om ugen på at træne på eliteniveau.

”Så skal man følge med og køre og hente og bringe. Det kunne selvfølgelig være stort at se ham på banen en dag for superligaholdet, det ville jeg da være stolt over. Men det skal ikke være mine ambitioner, der driver ham. Det skal han nok selv klare. Den dag om ugen, hvor de har fri fra træning, da er de derhenne og spille fodbold alligevel,” siger Brian.

Og på samme måde nærer Brian heller ingen forventninger om, at sønnen og datteren, som nu er fjorten og otte år, skal overtage forretningen.

”Jeg har nok den samme holdning, som min egen far har, at de skal gå deres egne veje. Selvfølgelig kunne det være super fedt at arbejde sammen med mine børn. De må hjertens gerne komme med i det, men jeg synes også, de skal stå på egne ben først og prøve at se, hvad der er ude i samfundet” mener han.

”Mit motto er ’Lev livet, mens du kan’. Det er vigtigt, og det gælder naturligvis også for mine børn.”

Klik her, hvis du vil vide mere om familieforetagendet

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Brian Christoffersen // Christoffersen Guld Sølv Ure Silkeborg A/S

Seneste på facebook