Connie Halberg er - jævnfør kalenderen, ikke sind - 61 år.
Hun har været en del af ejendomsmæglerbranchen de seneste 30 år, hvor hun har opbygget bred erfaring og tilegnet sig stor viden inden for branchens mange discipliner.
Connie er startet fra bunden og har arbejdet sig op, så hun i dag kan bryste sig af titlen som selvstændig ejendomsmægler og indehaver af Realmæglerne Silkeborg på Borgergade.
“Jeg er nået hertil ved learning-by-doing. Selvom jeg altid har haft talentet for at sælge, så skulle jeg lære alt det andet ved hushandler,” forklarer hun.
Før hun landede i ejendomsmæglerbranchen, blev hun uddannet indenfor handel og senere tog hun en uddannelse som sygehjælper.
De to meget forskellige uddannelser har været en stor fordel og ligeledes en god, faglig ballast for Connie, da dét at sælge huse ikke udelukkende handler om salg, men i lige så høj grad handler om de mennesker, der er en del af dette - og derfor hjælper det gevaldigt, at Connie er i besiddelse af et stort hjerte og samtidig nærer stor empati for andre mennesker.
Netop dét, at få lov til at hjælpe andre mennesker, er, hvad Connie elsker mest ved sit arbejde.
Det er nemlig en stor milepæl eller omvæltning for langt de fleste mennesker at skulle sælge eller købe et hus.
“Det er fedt at hjælpe folk fra det ene sted til det andet og mærke champagnebrusen hos både unge og ældre mennesker, når det lykkes,” siger hun.
Connie startede for syv år siden Realmæglerne Silkeborg, og i dag kører hun det helt selv. Dog står hun i spidsen for et solidt og godt sammensat team af ejendomsmæglere, og det er vigtigt for Connie, at alle skal have det godt i virksomheden:
“Det er vigtigt for mig at have en virksomhed, hvor alle trives. Der er plads til forskelle, og der er ikke nogen, der har rundsave på albuerne. Hos os er der ikke nogen funktion, der er vigtigere end andre. Det betyder også, at vi sætter kunden først. Så hvis en af os ikke kan tage en fremvisning en dag, så tager en anden den fremvisning.”
Realmæglerne har ikke vokseværk, og Connie er bare glad for at være, hvor de er i dag, hvor de har godt fat i markedet. Hun håber på en dag at kunne give tøjlerne videre til den næste og se til, alt imens virksomheden kører derud af.
“Jeg drømmer om at se det, jeg har skabt, fortsætte med at køre, også når det ikke er mig, der har tøjlerne mere. Men personligt drømmer jeg bare om et godt helbred, så jeg kan nyde min pension en dag og få lov til at rejse og være sammen med mine børn, børnebørn og kæreste,” afslutter hun.
Du kan bestille en gratis salgsvurdering ved Realmæglerne Silkeborg v/Connie Halberg her eller besøge mæglerforretningen på Borgergade 19 i Silkeborg.