Et tilbageblik på karrieren og Touren med Tour de France-veteran Allan Johansen

Foto: Allan Johansen // Mads Simonsen Tolstrup
dato

Af Mads Simonsen Tolstrup

På Søndergade 19B finder man Belgian Cycling Club, der blandt andet arrangerer cykelture både i ind- og udland. Indehaveren, Allan Johansen, er et kendt ansigt for danske cykelfans, især i Silkeborg. I år 2000 gennemførte han nemlig Tour de France for Memory Card-Jack & Jones-holdet. Det første danske Tour-hold nogensinde, som senere hen ville blive kendt under navne som CSC, Saxo Bank og Tinkoff. I denne artikel kan du møde en af Silkeborgs mest indflydelsesrige cykelryttere, nemlig Allan Johansen.

Fra klejnsmed til Tour de France
Det lå ikke altid i kortene, at Allan skulle køre Tour de France. I 1998 boede han i Silkeborg og arbejdede som klejnsmed. I sommeren 2000 deltog han i verdens største cykelløb, Tour de France.

Allan fik i en meget sen alder af 26, tildelt sin første professionelle cykelkontrakt, da han skrev under med holdet, Team Chicky World. Her var det Kim Andersen, der senere blev sportsdirektør for Saxo Bank og Leopard Trek, der tilbød ham den sidste plads på holdet.

Allan udtaler selv således om tiden på Team Chicky World:

"Som amatørrytter var jeg ikke noget specielt. Men min evne til at køre godt i lange og hårde løb, gjorde rigtig godt for mig, da jeg kom op og kørte professionelt." 

Det gjorde også, at Chicky World blev et springbræt for Allan, da han i år 2000 skiftede til Memory Card-Jack & Jones, som på daværende tidspunkt var Tour de France-bejlere. 

"Vi fandt ud af allerede i starten af sæsonen, at vi skulle køre Tour de France. Som sæsonen skred frem fornemmede jeg, at jeg muligvis kunne få en plads på Tour de France-holdet, men intet var sikkert"

Og Allan måtte vente til blot én uge inden Tour-starten, før han vidste, at han skulle deltage. Men deltage gjorde han, og han gennemførte også løbet.


Foto: Allan Johansen // Mads Simonsen Tolstrup

"Det handler om at at være med"
Som det første danske Tour de France-hold nogensinde, mærkede Allan Johansen og resten af Memory Card-Jack & Jones-holdet hurtigt, at de nu var trådt ind i de voksnes rækker.
Allan forklarer, at de følte sig lidt som amatører, sammenlignet med mange af de andre hold:

"Først og fremmest havde vi ikke vores egen holdbus. Den måtte vi leje lige inden løbet. Vi fik også nye cykler to dage før løbsstart. Og på næstsidste etape var hele holdet lige ved at udgå fra Tour de France, da holdets buschauffør kørte forkert og kun på et hængende hår nåede frem til startområdet, tyve minutter før start." 

Han sammenligner endda holdet med Drengene Fra Angora's satireindslag, Team Easy On. "Det var lidt Team Easy On-agtigt, at vi deltog"

Holdets taktik i Frankrig var simpel - det handler om at være med, og at gennemføre så godt som muligt.
Allan påpeger den tydelige niveauforskel på danskerholdet og mange af de andre små hold der stillede til start og siger:

"Det var tydelige uligheder i hvor hurtigt nogle ryttere og hold kunne køre. Vi vidste allesammen hvorfor, allerede dengang - nemlig doping."

Allan er af den klare holdning, at dopingproblemerne i cykelsporten ødelagde løbet for mange af rytterne og holdene dengang, men det betød ikke, at det ikke var en oplevelse for livet at køre Tour de France. 

"Der var 300.000 tilskuere op af Mont Ventoux, det år. En strækning på 20 km. Det var som intet andet, jeg havde oplevet før" 

Da Allan ankom til Paris, var det efter tre uger med meget tunge ben og en hel del metaltræthed, men han udtaler alligevel dette om at køre på Champs-Elysées:

"Da vi kørte ind i Paris var det helt klart adrenalinen, der drev mig i mål - og jeg klarede det. Jeg havde gennemført Tour de France." 

Herhjemmefra følte Allan ikke den vildt store opbakning til holdet og udtaler:

"Jeg tror, at hvis vi havde vundet mere, så ville der have været en større stemning omkring holdet dengang. Men fansene herhjemme var jo vant til Bjarne Riis og Rolf Sørensen, der havde stor succes i Touren.", men Allan var dog overvældet af den mediedækning de danske medier havde for holdet under Touren. 

En ambivalent afslutning
Da Tour de France var afsluttet, var der ingen fest på holdet. Var det ikke for Bjarne Riis' pengeinfluks senere på året, havde holdet været klar til at dreje nøglen om ved udgangen af sæsonen, da pengene simpelthen ikke holdte længere.

Allan Johansen beskriver stemningen på holdet som tom og ambivalent efter rytterne var kommet i mål i Paris.
Allan skrev i mellemtiden kontrakt med Team Fakta, hvor Kim Andersen der gav ham sin første professionelle kontrakt nu var sportsdirektør.

Team Fakta var ikke et Tour de France-hold, men Allan Johansen udtaler således om tankerne bag skiftet den gang:

"Jeg var træt af, at dopingkulturen var så dominerende, så snart man kørte de store løb. Jeg ville hellere køre på et hold, hvor det var cyklingen og kun cyklingen, der var i højsædet". 

Opblomstring sent i karrieren
Da Team Fakta i 2003 lukker, skriver Allan Johansen kontrakt med Team CSC. Han var inde omkring bruttoudvælgelserne for Tour de France et par gange, men kom aldrig til Tour de France igen.

Han blev sågar dansk mester i 2006 og kørte rigtig godt i brostensklassikeren, Flandern Rundt. 

"Jeg er ikke ærgerlig over, at jeg ikke kom tilbage at køre Tour de France. Det kunne have været fedt, men jeg fik stadig kørt den tidligt i min karriere. Jeg var nok mere klar til det senere i min karriere, men jeg gjorde det rigtig godt i andre løb, der passede bedre til mig." 

Han tilføjer:

"Jeg er faktisk nok mere stolt over min 10.-plads i Flandern Rundt i 2008, da det beviser, at jeg på det tidspunkt var en af verdens bedste brostensryttere. Man kunne også tydeligt mærke, at der slet ikke var ligeså meget doping i feltet i de år." 


Foto: Belgian Cycling Club holder til på Søndergade 19B, hvor Allan Johansen arrangerer cykelture og cykelrejser // Mads Simonsen Tolstrup 

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Kilde: Mads Simonsen Tolstrup

Seneste på facebook