Kedelhuset begynder på en ny sæson med ’Syng med-arrangementer’ tirsdag 1. oktober kl. 19.30. Det er filosof, højskolelærer og forfatter Christian Hjortkjær, der indleder. Senere på året kan publikum møde Marie Højlund og Brian Lykke.
Kan man næsten komme længere rundt i fællessangslandskabet end ved at spørge en filosof, en avantgardekunstner og en komiker om at udvælge deres favoritter? Det tror Spillestedsleder på Kedelhuset, Johannes Konstantin Neergaard ikke – og han glæder sig derfor helt vildt til at spørge disse tre (ex)silkeborgensere om hvilke sange, de allerhelst vil synge sammen med publikum på Kedelhuset.
Syng med Christian Hjortkær 1/10
Syng med Marie Højlund 23/10
Syng med Brian Lykke 12/11
Johannes Konstantin Neergaard sætter sig til flyglet og med sig til at akkompagnere både popsange og klassiske højskolesange har han Julie Tordrup på sang og Freddy Dencker på bas.
”Interessen for fællessang bliver bare ved og ved,” siger han. ”Vi synes det er sjovt som spillested at tage fat i denne interesse og give den et nyt twist ved at invitere mennesker ind, der hver især har deres unikke vinkel på det med at synge sammen. Vi tror denne sæson bliver hyggelig, underholdende og med gode overraskelser for enhver med lyst til at synge med på alt fra sjove viser til gedigne klassikere.”
Der kan købes partout til alle tre sangaftener – og skal man have en hel aften ud af det, kan man spise tapas på Kedelhuset inden sangstemmen skal røres.