Flere i Silkeborg får adgang til hurtigt internet

Profilbillede
dato

22 adresser i Silkeborg Kommune får tilskud til at etablere en hurtig bredbåndsforbindelse.

Det betyder, at flere borgere og virksomheder inden længe får adgang til hurtigere og mere stabilt internet. Det giver bl.a. bedre betingelser for fleksibel arbejdskraft, iværksætteri og bosætning i landområder. 

Adresserne modtager tilskud på mellem 25.000 og 125.000 kr. fra den særlige ordning for enkeltadresser under Bredbåndspuljen. Det er dog et minimumskrav til egenbetaling på mellem 2.000 og 12.000 kr. 

Silkeborg er en af de kommuner i Danmark med flest adresser, der har fået tilsagn om at modtage tilskud fra staten. Silkeborg Kommune bidrager ikke økonomisk til puljen, men ansøgere har op mod ansøgningsfristen haft mulighed for at få rådgivning og vejledning. Det tilbud har flere ansøgere benyttet sig af. 

Fakta: 
Bredbåndspuljen blev introduceret i 2016 og har til formål at hjælpe flere med at få en god bredbåndsdækning i de lokalområder, hvor der ikke er udsigt til at markedet sørger for det. 

I 2022 har ca. 2000 adresser i Danmark haft mulighed for at ansøge om tilskud gennem den særlige ordning for enkeltstående adresser. Ansøgningsfristen udløb 1. september 2022. Der indkom 276 ansøgninger, hvoraf 273 har fået bevilget tilskud. 

Kilde: Silkeborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook