Fri scene til unge musiktalenter i Silkeborg

dato

Det musikalske vækstlag i Silkeborg får fri adgang til Kedelhuset scene og faciliteter til ti kulturdage, hvor de kan prøve kræfter med at spille koncert på en stor scene.

Går du eller dit band og drømmer om at spille koncert på en kendt scene foran et publikum, kommer her en unik mulighed.

Kedelhuset og Silkeborg Kommune står nemlig bag Kulturdagene på Kedelhuset - ti dage, hvor der bliver stillet scene og faciliteter til rådighed for nytænkende og musikalske koncerter.

Støtte til unges musik
Gennem årene er flere kendte musikere udsprunget fra det musikalske vækstlag i Silkeborg. gene handler om at give en hestesko til unge musikere, så de kan tage et spring videre. 

- Vi har i mange år haft et solidt musikmiljø i Silkeborg. Det forpligter, og derfor er jeg stolt af, at vi kan give det unge, musikalske vækstlag en hestesko via Kulturdagene på Kedelhuset, siger Luis da Silva Martins, konstitueret formand for Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget.

Alle arrangementer til kulturdagene bliver med gratis entré for publikum, som måske oplever Silkeborgs næste store musiknavn springe ud.

Professionelle faciliteter
På Kedelhuset afholdes årligt en lang række koncerter med både danske og internationale anerkendte artister. Med deres stærke program skaber de koncertoplevelser, man typisk kun kan opleve i de helt store byer.

Kedelhuset har i forvejen fokus på at understøtte det musikalske vækstlag i Silkeborg Kommune, og med det nye initiativ er det nu muligt at tilbyde en helt særlig mulighed.

- Det silkeborgensiske musikliv er unikt og meget rigt på talent, og jeg glæder mig derfor over, at der er politisk støtte og opbakning til at åbne flere gratis koncerter på Kedelhuset med bands fra vores lokale vækstlag, siger Johannes Konstantin Neergaard, Spillestedsleder på Kedelhuset.

Læs mere om, hvordan du kan lægge billet ind på at spille til kulturdagene på vores hjemmeside her.

https://silkeborg.dk/Borger/Kultur-fritid-og-frivillige/Nyheder-Kultur-og-fritid/Fri-scene-til-unge-musiktalenter-i-Silkeborg
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.