Halvandet års fængsel for hærværk på Jorn-maleri

Profilbillede
dato

En 45-årig person fra Kjellerup blev i dag, mandag den 13. marts 2023, dømt for sidste år at have begået hærværk på et maleri, der var udstillet på Museum Jorn.

Det var den 29. april 2022, den 45-årige gik ind på Museum Jorn i Silkeborg og begik hærværk mod det udstillede kunstværk ”Den foruroligende ælling”. Værket, der er malet af Asger Jorn, blev beskadiget og delvist ødelagt. Der vurderes at være sket skader på maleriet for 1.889.350 kroner.

Sagen blev i dag, mandag den 13. marts 2023, afgjort ved Retten i Viborg. Sagen er blevet gennemført som en tilståelsessag, og den 45-årige midtjyde blev fundet skyldig i hærværk af betydeligt omfang og blev i dag idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel. Herudover skal den dømte betale 1.889.350 kroner i erstatning inden for 14 dage.

”Jeg er tilfreds med, at retten har udmålt en markant frihedsstraf i overensstemmelse med det, anklagemyndigheden har påstået. Det sender et klart signal om, at når man i den grad skamferer en del af vores fælles kulturarv, så er det noget, der bliver set med stor alvor på, og man får en markant straf for det”, siger specialanklager Søren Kløvborg Laustsen, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Midt- og Vestjyllands Politi ved endnu ikke, hvordan den dømte forholder sig til dommen.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook