Høj valgdeltagelse skal fastholdes i Silkeborg

Profilbillede
dato

Der små to måneder til, at der er byrådsvalg, og i den forbindelse gennemfører Silkeborg Kommune for niende gang en række valginitiativer, der skal være med til at få flere til at stemme. Dette bliver gjort med opfordringen: “Vi stemmer! Gør du?”. 

En vigtig indikator for demokratiets sundhed er valgdeltagelsen. Derfor er der i Silkeborg et politisk ønske om, at så mange som overhovedet muligt stemmer ved valgene. For at få dette ønske realiseret har Silkeborg siden 2013, ved samtlige otte valg og folkeafstemninger, gennemført en række demokratiprojekter, der har været målrettet at øge valgdeltagelsen. 

Byrådsvalget til november er heller ingen undtagelse, da der også her vil blive gennemført en række indsatser.

Få en ung med på valgdagen 

Valgforskningen viser, at det er yderst vanedannende at stemme. Når man har stemt ved et valg, så er sandsynligheden for, at man også stemmer ved et senere valg højere. Af denne årsag er det vigtigt at få flere unge til at smide deres stemme i stemmeboksen, når der er valg. 

Valgforskning viser også, at unge borgere uden for arbejdsmarkedet og nydansker er nogle af de befolkningsgrupper, der har en relativt lavere valgdeltagelse end andre befolkningsgrupper. Derfor er flere af kommunens indsatser også i særlig grad målrettet disse gruppe. Man ved blandt andet, fra valgforskningen, at breve til unge, sms’er med opfordring om at stemme, plakater i trappeopgange og andre indsatser har en dokumenteret effekt i forhold til at opnå højere valgdeltagelse. Derudover viser valgforskning også, at to ud af tre stemmer sammen med andre, og derfor lyder opfordringen, som den har gjort gennem alle årene: Vi stemmer! Gør du?

På Silkeborg Kommunens hjemmeside kan du læse mere om, hvilke indsatser, der sættes i gang for at øge valgdeltagelsen. 

Kilde: Redaktionen