Efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politi kom onsdag hjem fra Holland med to mænd, der er mistænkte i en stor narkosag. De to hollændere blev i dag fængslet ved et grundlovsforhør i Viborg.
To hollandske mænd på henholdsvis 41 og 28 år blev i dag, torsdag den 28. november 2024, fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg og fængslet - foreløbigt frem til den 20. december.
Grundlovsforhøret foregik af hensyn til efterforskningen bag lukkede døre. Derfor er det også begrænset, hvor meget Midt- og Vestjyllands Politi på nuværende tidspunkt vil fortælle om sagen. Men de to mænd er sigtet for indsmugling og videreoverdragelse af henholdsvis 57 og 321 kilo amfetamin til personer i blandt andet Viborg og Silkeborg.
De to mænd accepterede kendelsen om varetægtsfængsling.
Sagen er en del af en større narkosag fra 2020, hvor flere allerede ér idømt lange fængselsstraffe.
Midt- og Vestjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.