Kultur er også for børn i Silkeborg

dato

For 21. år i træk holder kulturlivet i Silkeborg Kommune Børnenes Kulturdage. Det sker i weekenden 18.-19. marts 2023, hvor kulturinstitutioner i hele kommunen byder alle børn og deres voksne indenfor til særlige børnearrangementer.

Alle sejl er sat hos kulturinstitutionerne, som tilsammen byder på et stort og mangfoldigt program. Det handler om at give børn nogle gode første oplevelser i mødet med kulturen.

Alle arrangementer er gratis.

- Vi er stolte af, at vi har et kulturliv, der vil børnene, og som for 21. år i træk åbner sine døre og skaber gratis kulturoplevelser med lige adgang for alle børn, siger Johan Brødsgaard, formand for Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget.

- Hele året yder alle vores kulturinstitutioner en stor indsats for at gøre kunsten og kulturen levende, inspirerende og vedkommende gennem nye formidlingsformer og aktiviteter for børn og deres familier. Det er den indsats, vi hylder med Børnenes Kulturdage, fortæller John Bøgelund Frederiksen, Kultur- og Borgerservicechef.

Et program med noget for alle
Lav kunstværker, som Jorn ville have elsket det, når Museum Jorn går på jagt efter trolde på træer og maler dem med ler.

Oplev akrobatik, klovnerier, cirkus og teater i én stor pærevælling i forestillingen SLABAM, der er en nyfortolkning af den klassiske cirkusforestilling.

Eller tag dine børn med på en tidsrejse gennem 100 års elektronisk musik, når musiker og komponist Rumpistol inviterer til klanglig historietime og musikalsk legestue udenfor i forårsvejret til udendørs koncert.

Det er blot et lille udpluk af de aktiviteter, som børnene kan se frem til i weekenden for Børnenes Kulturdage.

Udover mange forskellige koncerter og forestillinger, vil der være en lang række kreative workshops, hvor børnene kan få hænderne i kulturen. Du kan fx bygge din egen bil på Silkeborg Bibliotek, afprøve forskellige tryk-teknikker til workshop med billedkunstner på Kunstcentret Silkeborg Bad eller hvad med at male dit eget våbenskjold?

Se hele programmet på detskerisilkeborg.dk.


https://silkeborg.dk/Borger/Kultur-fritid-og-frivillige/Nyheder-Kultur-og-fritid/Boernenes-Kulturdage-2023
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.