Legepladser og søbade er nu røg- og tobaksfrie

(Foto: Silkeborg Kommune)
Profilbillede
dato

I fredags, den 1. juli 2022, blev alle legepladser og søbade i Silkeborg Kommune røgfrie- og tobaksfrie.

Fremover når du besøger en af Silkeborg Kommunes legepladser med børnene eller tager på tur til et af kommunens søbade for at nyde en sommerdag, bliver det uden røg eller andre tobaksprodukter. 

Både legepladser og søbade er nemlig blevet røg- og tobaksfrie. Det har Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget besluttet. 

- De udendørs røgfrie miljøer skal sikre kommunens borgere gode og sunde rammer uden røg. Og vi ved, at røg- og tobaksfrie miljøer bidrager til, at færre starter med at ryge. Derudover er det bestemt også en gevinst for miljøet, at der ikke bliver smidt fx skodder og snusposer i naturen, siger Johan Brødsgaard, formand for Kultur-, Fritids, Outdoor- og Idrætsudvalget. 

Der bliver sat skilte op og ved kommunens legepladser og søer hen over sommeren med en venlig henstilling til ikke at ryge eller at bruge tobaksprodukter - det gælder både cigaretter, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibe, nikotinposer m.v.

- Vi håber, at alle vil bakke op om de røg- og tobaksfrie miljøer udenfor, så særligt børn og unge får muligheden for sunde rammer uden røg og tobak. Her er det selvfølgelig vigtigt, at de voksne går forrest og viser vejen, siger Steen Vindum, formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget. 

Silkeborg Kommune indgik i oktober 2018 i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens partnerskab ’Røgfri Fremtid’. Her er målet, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at højest 5% af den voksne befolkning ryger.

Kilde: Silkeborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook