Silkeborgensere kan glæde sig til fem dage med kulinarisk og musikalsk folkefest, når Silkeborg Street Food Festival i næste uge indtager Søvejens parkeringsplads. Der vil være hits fra 90'erne og 00'erne når Zididada, James Sampson, Back to Back og Rasmus Nøhr giver koncert, eksotiske og innovative retter fra globale og lokale køkkener og underholdning og aktiviteter for både store og små.
Mad & drikke
Med 15 vogne er der garanteret kulinariske oplevelser til enhver smag, herunder saftige burgere fra Force Nature og friske bowls fra Buddha Bowl. Efter deres store succes og varme velkomst sidste år kigger Gothenborg Skovkyllinger igen forbi med deres smagfulde, økologiske gourmet pitabrød med fjerkræ fra egen avl.
Både fredag og lørdag vil der blive afholdt smagninger af vinderen af Mejeriforeningens Gourmetpris 2024, samt de 10 finalister. Det lokale Them Andelsmejeri kigger også forbi med smagsprøver. Mad & Kultur har indgået et spændende samarbejde med Silkeborg Bryghus, hvor besøgende kan købe et smagsbræt med tre specialøl og stemme på deres favorit. Favoritten vil blive solgt i lokale butikker, hvor en del af overskuddet går til at hylde en lokal forening eller ildsjæl.
Foto: Gademadssultne gæster på vej til Silkeborg Street Food Festival
Musik
I år kan gæsterne se frem til endnu flere musikalske gæster, hvor Zididada, James Sampson, Rasmus Nøhr Trio og Back to Back er på programmet. Festlighederne forventes at kulminere fredag og lørdag aften fra Kl. 21.00-23.30.
Aktiviteter og anden underholdning
Flere lokale aktører står for aktiviteter/underholdning til både voksne og børn: Der vil være yoga-sessions med Yoga Vinyasa og underholdende indslag fra Silkeborg Gadeteaterfestival. Brdr. D’s Vinhandel vil have en pop-up champagnestand i samarbejde med byens vartegn Hjejlen, hvor man kan høre om gourmetsejlture på søerne og gå på opdagelse i det brede udvalg af champagner.
Silkeborg Gymnastikforening laver opvisning og vil under festivalen være repræsenteret med frivillige, der tjener penge til den lokale forening, ligesom mange andre lokale foreninger fra Silkeborg. Koret Happy Gospel sørger for glad og energisk gospelsang, og der vil være mulighed for at tegne og lære om kunst med Museum Jorn på pladsen.
Det er de lokale streetfood-eksperter Mad & Kultur, der arrangerer festivalen sammen med Silkeborg Kommune.
ÅBNINGSTIDER, SILKEBORG STREET FOOD FESTIVAL – 14.- 18. august
ONSDAG 16.00 - 21.00
TORSDAG 11.00 - 21.00
FREDAG 11.00 - 23.30
LØRDAG 11.00 - 23.30
SØNDAG 11.00 - 19.00
... Madboderne lukker klokken 21.00 onsdag, torsdag, fredag og lørdag og klokken 19.00 søndag.
Der er gratis entré til Silkeborg Streetfood Festival
Få mere information i Facebook-begivenheden her: https://www.facebook.com/events/721539813520975/