I Silkeborg Kommune er der regelmæssigt personer, der mister kørekortet grundet hash i blodet.
Det kommer ofte bag på de unge, da der ingen varedeklaration er til at guide dem på indtag.
Birthe Zielke Baunbæk er ANT-koordinator i Region Midtjylland – herunder Silkeborg.
Hun har blandt andet til opgave at stå for de kurser, der er for bilister, der har fået frakendt kørekortet – de såkaldte Alkohol-, Narko- og Trafikkurser.
Personer, der er frakendt kørekortet grundet alkoholindtag får målt deres promille og har ofte selv en vurdering af, hvor meget de har indtaget for meget i form af genstande.
Ingen varedeklaration
Anderledes står det til med rusmidler, hvor du ikke på samme måde har en varedeklaration.
Det er ofte de unge, der har svært ved at vurdere i, hvor høj grad de er påvirket og også, hvor længe.
”Der er ingen varedeklaration på de rusmidler, du køber. Det betyder, at du ikke ved, hvor stort indholdet er af det virksomme stof. Derfor kan du ikke på samme måde som spirituskørsel have en nogenlunde idé om, hvad du har indtaget, og det snyder rigtigt meget,” forklarer Birthe Zielke Baunbæk.
Hvor indtag af alkohol som oftest fordamper i kroppen i løbet af timer, så kan rusmidler spores i blodet flere dage efter.
Derfor vælger mange unge, der har et misbrug af rusmidler, ikke at generhverve kørekortet, da det er en bekostelig affære hver gang.
Det er dog stadig spritbilisterne, der er i overtal.
Rusmiddelpåvirkede bilister fylder på vejene, men for nuværende fylder de kun en fjerdedel af de bilister, der bliver snuppet.