Når storvildts jagten foregår på anden sal

Profilbillede
dato

Der kan være mange gode grunde til, at man vælger at holde en kat indendørs. Hvis man bor i en etageejendom, giver det jo sig selv, at det er temmelig umuligt at lade katten løbe ud og ind efter behov, men også mange i parcelhuse vælger at holde katten inde. På den måde undgår man vrede naboer, når havedammen er blevet tømt for guldfisk, eller når der er kattepoter på bilens kølerhjelm. Indendørs katteliv sikrer også katten mod at blive kørt ned eller at komme væk hjemmefra, og man undgår smitsomme sygdomme og sår efter kampe med andre katte.

Der er jo nok at se til.
En kat der lever udendørs, vil bruge sin energi på mange ting. Omgivelserne bliver udforsket, og iagttaget, og hvis der viser sig et muligt bytte går jagten ind. Katte er ikke ”hurtige jægere”. De bruger meget tid på at vente, forfølge og fange deres bytte. Ja, vi kender jo alle udtrykket ”kattens leg med musen” og det er netop det, det er. Mange katte har forfinet deres ”jagtleg” til det yderste – vi andre kan jo nok synes, at det er noget barbarisk, når katten har ladet den stakkels mus gå for fjerde gang, for bare at fange den igen, når den var lige ved at slippe væk.

Fritlevende katte vil også bruge en del energi på at holde styr på kvarterets andre katte og sit territorium.

Er det ikke synd?
Langt de fleste indekatte lever et godt liv - det kræver bare lidt omtanke og fantasi fra ejerens side. Det er nemlig vigtigt at være opmærksom på - og forebygge de tre største risici ved indendørs katteliv: - stress, - kedsomhed og - overvægt.

Derfor er man nødt til at kigge sit hjem efter med ”katteøjne”. Er denne fantastiske jæger blevet gjort arbejdsløs? Har katten stadig mulighed for at ”udforske” terrænet? Skal den stadig arbejde for føden, eller bliver det hele serveret på et sølvfad?

Lad mig se det hele lidt fra oven
Katte holder meget af at betragte deres omgivelser fra et højt punkt. De sætter også stor pris på at have mulighed for, at bevæge sig i et plan lidt over gulvniveau. Hvis de har muligheden, vælger de at ligge på stole, i vindueskarme eller ovenpå hylder eller skabe.

Hjem med sparsom og ”lav” møblering kan blive for overskuelige for katten. Der er ingen grund til at afpatruljere, hvis hele området kan overskues fra den enkel plads. Katte, der gemmer sig under sengen, når der kommer gæster, har ofte ikke andre muligheder. Det er normalt ikke et sted hvor de slapper af og føler sig trygge.

Man kan købe mange dyre (og ikke altid lige pæne) klatre-miljøer. Med lidt fantasi kan man dog nemt indrette et kattevenligt hjem uden de store udgifter. Prøv at rydde et par hynder i reolen til katten. Sæt en kurv eller en kasse derop, så katten kan gemme sig, medens den holder øje med ”byttet” og når den sover. Det er vigtigt at placere hylderne sådan, at katten har mulighed for at bevæge sig derop, uden at skulle klatre i alle bøgerne først. En kurv i en vindueskarm eller over en radiator er også altid et yndet opholdssted.

Katte er ofte meget glade for at hvæsse kløer i ny fældede friskt duftende grene, så man kan med fordel bruge sådanne tykke grene som kradsetræer til sin kat.

Kattene kan simpelthen ikke holde sig fra disse dejlige duftende grene!

Jagt på anden sal.
At jage, er et instinkt hos katten. Det vil sige at det er en medfødt egenskab, og den forsvinder ikke bare fordi at ikke er ikke mere at noget bytte. Katten vil stadig jage indendørs, men i værste tilfælde kan denne interesse nu gå ud over ejerens fødder eller hænder. Det er derfor vigtigt at give katten legetøj, som den har mulighed for at fange og lege med.

Man kan købe meget velegnet kattelegetøj, men det er også muligt at lave mange gode ting selv.

En god motivationsfaktor er altid MAD. Hvis man skal bruge foderet i legetøjet, er det dog vigtigt, at der ikke står en fyldt madskål ved siden af. Den dovne kat vil tænke ”Hvorfor arbejde for føden, når jeg kan få den serveret på et sølvfad”.

Her er nogle ideer til hjemmelavet katte aktivering.

• Lav huller i en lille sodavandsflaske. Hullerne skal have en størrelse så kattens tørfoder kan passere ud gennem dem. Kom foderet i flasken og skru låget på igen. Katten skal nu se og lugte maden men først få fat i det, når flasken ruller hen over gulvet.

• En opvaskebalje med vand og en håndfuld bordtennisbolde gør ofte lykke på varm dag. Katten vil ofte forsøge at få boldene på af vandet.

• En ”fiskekasse” kan laves af en skotøjsæske eller anden lille kasse. Lav huller i siden, der er store nok til en kattepote men ikke til et kattehoved. Læg pelsmus, nogle fjer eller lidt tørfoder ind i kassen. Der kan gå meget tid på at fiske det ønskede frem fra kassen.

• En tom mælkekarton åbnes helt i den ene ende, og foderet lægges inderst i kartonen.

Husk på at katte ikke leger på samme måde som hunde. De er ikke så toldmodige i deres leg, og bliver ikke ved med at lege aktivt med en ting i lang tid. Det betyder ikke, at katten har glemt legetøjet eller at den ikke kan lide det. Den vender bare tilbage senere. Det er en fordel at lave lidt variation i kattens leg og aktivering. Lad derfor ikke katten have alt legetøjet liggende hver dag, men skift det lidt ud fra dag til dag.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Silkeborg Dyrehospital // Dyrlæge Vibeke Relund

Seneste på facebook