Ny leder i Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering

Foto: Fotograf Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt..
dato

Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering får ny leder med tiltrædelse 1. september 2023. Ph.d., fysioterapeut Simon Svanborg Kjeldsen fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter griber stafetten efter Lene Bastrup Jørgensen, der fratrådte tidligere på året.

Simon Svanborg Kjeldsen kommer med flere års erfaring som fysioterapeut og forsker inden for højtspecialiseret neurorehabilitering på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor han er også er faglig leder af forskningsgruppen for BI-data. 1. september tiltræder han som ny leder for Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC).

- Det er en ære for mig, at jeg som ny leder for ViC kan bidrage til at præge neurorehabilitering i fremtiden. Samtidig kan jeg få mulighed for at fastholde min forskningsaktivitet, og på den måde kan jeg fortsat udvikle forbindelsen og forståelsen mellem forskning og praksis. Sammen med dygtige samarbejdspartnere i og omkring ViC ser jeg frem til at sætte nye spor, der kan gavne neurorehabilitering i Danmark fremover, siger Simon Svanborg Kjeldsen.

Simon har gennemført flere kliniske forskningsprojekter med fokus på rehabilitering for mennesker med erhvervet hjerneskade på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og har været en del af flere tværfaglige projekter mellem Hammel og Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Nogle af projekterne har været centreret omkring organisering af sundhedsdata for patientforløb i neurorehabilitering.

- Vi ser frem til samarbejdet med Simon Svanborg Kjeldsen som ny leder for ViC. Simon har en stor og bred erfaring fra det kliniske arbejde og forskning inden for neurorehabiliteringsområdet, og han forstår at bygge bro - ikke mindst mellem praksis og forskning, men også på tværs af forskningsenheder, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør på Hospitalsenhed Midt.

Simon Svanborg Kjeldsen er 42 år og bor i Fårvang i Silkeborg Kommune sammen med sin familie.

Fakta om Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering
Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) er et Hospitalsenhed Midt-initiativ mellem Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Vestdansk Center for Rygmarvsskade og Klassisk Neurologi, Regionshospitalet Viborg.

De neurologiske afdelinger på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup er senest trådt ind i videnscenteret

ViC's opgave er at samle og formidle viden om neurorehabilitering, så aktuelle forskningsresultater og praksiserfaringer bliver nærværende og tilgængelige for alle faggrupper og aktører inden for neurorehabilitering

Se hjemmeside for ViC: www.vicneuro.dk

Kilde: Region Midtjylland
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook