En natursti ved Højmarkskolen står nu klar og skal fremover give skolens elever bedre rammer for at finde ro, bevægelse og fællesskab ude i naturen.
Højmarkskolen er en afdeling under Silkeborg Ungdomsskole og fungerer som Silkeborg Kommunes skoletilbud til unge med særlige behov og psykiske udfordringer som angst, stress, depression eller ADHD. Mange af skolens elever har oplevet langvarig skolevægring og har derfor mistet troen på egne evner, både fagligt og socialt.
Naturstien skal støtte Højmarkskolens arbejde med at øge trivslen blandt eleverne gennem aktiv brug af naturen i hverdagen. Skolen lægger vægt på, at mange elever har behov for ro og overskuelighed, og naturen kan bidrage til at skabe et trygt rum, hvor de kan finde balance og være en del af fællesskabet. Med den nye sti får skolen endnu bedre muligheder for at inddrage naturen som en del af skolelivet.
Projektet har fået støtte fra Føtex i Silkeborg via Salling Fondene, som har bidraget med 250.000 kr. Desuden har Dalgas givet et bidrag. Gangstien er første del af et større projekt, hvor der på sigt skal etableres små opholdssteder langs stien. Der er planer om blandt andet bålplads, hængekøjer, udekøkken og sanseposter. Eleverne skal selv være med til at bygge disse poster som en del af undervisningen, hvilket giver mulighed for både praktisk erfaring og succesoplevelser.
Læs mere om Silkeborg Ungdomsskole og Højmarkskolen på https://silkeborg.dk/
https://silkeborg.dk/nyheder/natursti-skal-styrke-trivslen-blandt-saarbare-unge-paa-hoejmarkskolen