Torsdag d. 24. marts udpegede Danmarks miljøminister 10 lokationer, hvor der skal være nationalpark – dermed kommer Silkeborg Kommune med blandt de udvalgte.
Alt i alt er der afsat penge til 15 nationalparker rundt omkring i Danmark. Nu er sløret blevet løftet for de sidste 10 parker.
Silkeborg Kommune er blandt de 10 kommuner, og lokationen bliver Kompedal i Kjellerup. Her kommer der til at gælde visse regler for det pågældende område, der bl.a. omfatter forbud mod drift af landbrug.
Desuden vil der blive opsat hegn for at passe på områdets dyr. Skovområdet skal endvidere henlægges som urørt skov. Der vil også være lovgivning for pasning af området samt områdets dyr.
Godkendt af Miljøministeriet
Nu er der godkendt nationalpark i Silkeborg Kommune. I forvejen kan du finde nationalpark følgende steder: Fussingø ved Randers, Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstrebro, Gribskov i Nordsjælland samt Tranum i Jammerbugten.
”Alt for længe har vi lagt bånd på naturen. Tæmmet den. Gjort den snorlige og symmetrisk. Men i dag sætter vi naturen fri,” udtaler miljøminister Lea Wermelin (S) i dag på et pressemøde.
Øvrige kommuner, der også får nationalpark bliver: Læsø, Thisted, Holstebro, Syddjurs, Ikast-Brande, Herning, Tønder, Helsingør, Lejre og Vordingborg.
Der er alt i alt afsat 888 mio. kr. til Natur- og Biodiversitetspakken. Nogle af pengene vil således blive brugt på området ved Silkeborg.