Nye tal på affaldssortering: Silkeborg ligger i toppen

dato

Silkeborg ligger endnu engang helt i toppen, når det kommer til at sortere affald i husholdningerne.

Det går godt med at sortere affald i husholdningerne i Silkeborg. Det viser Miljøstyrelsens nyeste affaldsstatistik for 2020. Ifølge opgørelsen genanvender Silkeborg Kommune 54 procent af den samlede mængde husholdningsaffald. Det er en af de højeste genanvendelsesprocenter på landsplan, hvor gennemsnittet ligger på 40 procent.

Også i årene forinden lå Silkeborg Kommune helt i toppen af statistikkerne.

- Silkeborg Kommune indførte i 2017 en ambitiøs affaldsplan, som gjorde os til en af de første kommuner, der sorterede madaffald. Det kan ses i kommunernes procenter for genanvendelse, for madaffald udgør en stor del af affaldet fra husholdningerne, siger Rikke Bernth Fuks, affaldsplanlægger i Teknik- og Miljøafdelingen.

Nærmer sig milepæl
I efteråret 2022 udrullede Silkeborg Forsyning en ny affaldssortering, hvor drikke- og fødevarekartoner, blød plast og farligt affald også sorteres fra restaffaldet. Det skal sikre, at endnu mere husholdningsaffald genanvendes fremover. I sommeren 2023 igangsættes indsamlingen af tekstilaffald.

Dermed er Silkeborg godt på vej mod målet i kommunens Affalds- og Ressourceplan om at genanvende 65 procent af husholdningsaffaldet i 2026.

- Med så gode procenter allerede i 2020 og en ny affaldssortering tør vi godt tro på, at vi når målet. Men det kan kun lykkes, fordi borgerne i Silkeborg tager deres ansvar for miljøet så seriøst. Det vil vi gerne takke dem for, siger Rikke Bernth Fuks.

Til september sætter Silkeborg Kommune spot på genanvendelse og minimering af affald, når genbrugsfestivalen Skraldival løber af stablen for anden gang i uge 38. Festivalen holdes i samarbejde med Silkeborg Forsyning og Silkeborg Bibliotekerne.

Mere information
Læs om Silkeborg Kommunes Affalds- og Ressourceplan 2021-2026 her.

Læs Miljøstyrelsens affaldsstatistik 2020 her.

Er du i tvivl om, hvordan noget af dit affald skal sorteres? Så tjek Silkeborg Forsynings ABC til affaldssortering her.

https://silkeborg.dk/Borger/Miljoe-energi-og-affald/Nyheder-Miljoe-energi-og-affald/Nye-tal-paa-affaldssortering-Silkeborg-ligger-i-toppen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook