Holgers Kro og Evald Brasserie & Café er opkaldt efter Jesper og Jacobs farfar, Holger Evald. Og da Jesper og Jacobs far, Børge Niebuhr, går på pension i år, vil de lave en hyldest til ham og på en måde opkalde den efter ham. Heidi og Jacobs datter på knap 1,5 år kalder nemlig Børge for Babba og det er blevet hans kælenavn hjemme hos dem.
BABBA bliver en kærlighedserklæring til Børge, som altid er der, når de har brug for ham. De kender ikke nogen der har arbejdet så hårdt igennem et helt liv og det er gennem ham at Jesper og Jacob har lært at arbejde hårdt og målrettet for det de ønsker.
De overraskede Børge med skjult kamera da de fortalte ham at BABBA blev en hyldest til ham. Han blev meget overrasket og enormt rørt. Meget mere end de havde regnet med. De håber at det nye koncept vil gøre ham stolt. Se videoen her.
De har nydt at føre Zorba videre de sidste knap seks år, men under nedlukningen har de talt meget om den måde de lever og arbejder på. Når man bruger så meget tid på sit arbejde, så skal det også være sjovt. De tror på at de skal skifte navn og koncept for at gøre Nygade 19 til deres sted, med deres identitet og deres vision.
De føler at navnet Zorba sætter sine begrænsninger til det græske køkken og de vil gerne favne mere bredt.
BABBA bliver derfor et spisested med en mellemøstliginspireret middelhavsmenu. De vil servere dejlig mad som social dining, farverige cocktails og sprød vin. Der kommer masser af smæk på smagen og farverne i maden, men der skal også være smæk på farverne på indretningen. De er i gang med den helt store tur i restauranten, som bliver sindssyg smuk, eksklusiv, frodig og lækker. De har haft Jeanet Risom med på indretningen igen og de er vildt spændte på at vise det frem.