Pædagogisk leder til Sejs Skole (Genopslag)

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Pædagogisk leder til Sejs Skole pr. 1. oktober 2023.

Mellem Silkeborgsøer og lyngbakker ligger Sejs Skole med en vision om, at alle børns potentialer skal kunne udfoldes optimalt, så børnene har de bedste vilkår for at udvikle sig som nogen og til noget.

Og selvom vi har kommunens største skole på samme geografi med 720 elever fra 0.-9. klasse, så vægter vi det nære og er et naturligt omdrejningspunkt for lokalmiljøet.  

Vi har en tilslutning i området på ca.95% og nyder høj tilfredshed blandt både medarbejdere, forældre og elever. Det er vi både stolte af - og gør os umage for. Hver dag. Derfor er skolen også medspiller og integrator i det lokale kultur-, natur- og foreningsliv, og vi har en aktiv og engageret forældregruppe. 

Vi vægter faglig og relationel udvikling og fællesskaber hos eleverne gennem kulturelle samarbejder med de omkringliggende institutioner som f.eks. Den Kreative Skole, Silkeborg Bibliotek og med forårs- og julekoncerter i såvel Jysk Musik og Teaterhus som Sejs Kirke. Vi tilbyder musikundervisning efter skole og fællesskaber gennem det lokale skoleblæseorkester samt daglig morgensang i indskolingen og på mellemtrinnet. Og vi udnytter de brede vidder og loftshøjden i den omkringliggende natur, når vi sammen skaber rammer for læring i skov og ved sø. Alt sammen på tværs af undervisning og fritid. 

Vi søger lige nu en pædagogisk leder for indskolingens undervisning- og fritidsdel, som er optaget af at initiere, forme og udvikle gode læringsmiljøer for alle, og som kan se sig selv i skolens grundværdier “fællesskab og trivsel”, “kvalitet og ambition” og “udsyn og mod”. 

En leder, der synes det er spændende at forfølge en mission om, at Sejs Skole skal være folkeskole for alle børn i skoledistriktet - også, når skolen forventes at vokse de næste ti år til ca. 900 elever og 100 medarbejdere. En spændende tid, der betyder, at vi udvider fra tre til fire spor og derfor også står over for en fysisk udvidelse af skolen.

Du bliver en del af et engageret ledelsesteam bestående af skoleleder og tre pædagogiske ledere for ca. 80 kompetente og engagerede medarbejdere, som ligesom dig brænder for at forfølge skolens vision gennem de tre grundværdier. 

Du vil indgå i lederteamet på lige fod med de øvrige ledere, og du vil ligesom dem få både personaleansvar og specialiserede opgaver og dermed blive medansvarlig for skolens drift og konstante udvikling i en omskiftelighed, der både skal tilgodese stabilitet og udsyn.   

Som lederteam er vi optaget af at udvikle og løfte skolens opgaver i fællesskab gennem ledelse tæt på kerneopgaven med værdierne ordentlighed, samskabelse og dialog som selvfølgelig rettesnor i samarbejdet - både det indbyrdes i lederteamet og for måden, vi leder på.

Det er derfor vigtigt for os, at du kan tilslutte dig de samme værdier, for vi tror på, at vi lykkes bedst som skole, ved at lederne kan skabe følgeskab på den lange bane gennem medinddragende processer. Du skal se dig selv som en holdspiller, der går op i at handle på fælles aftaler og er loyal over for fælles beslutninger.

Vi forventer, at du har dine erfaringer fra skoleverdenen, hvor du har været vant til at påtage dig ansvar, kommunikere på alle niveauer samt facilitere processer og træffe beslutninger på baggrund af medinddragelse for på den måde at skabe struktur for andre.  

Du skal have fornemmelsen af at stå solidt på begge ben og trives med at arbejde i en kompleks og uforudsigelig hverdag, hvor du evner at læse situationen og bevare overblik under pres.

FAKTA: Sejs Skole har pt. 720 elever fra 0.-9. klasse og vil i løbet af de næste 10 år gå fra 3 til 4 spor på ca. halvdelen af årgangene med et forventet elevtal på omkring 900 og et medarbejderantal på ca. 100. Vi har gode tilkørselsmuligheder, da skolen ligger 2 km fra en afkørsel på Herning-Århus-motorvejen. 
Se vores mission, vision og værdier her: MISSION, VISION OG VÆRDIER 

Læs mere om skolen på vores hjemmeside https://sejs.aula.dk/
Ligeledes kan du på hjemmesiden http://alleskalmedsilkeborg.dk/ få et overblik over den store fælleskommunale opgave, som alle skoler i kommunen arbejder med.
På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os". 

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse. 
  
Yderligere information: 
Vil du vide mere om jobbet eller aftale et besøg, er du meget velkommen til at kontakte skoleleder Kristian Mikkelsen på tlf. 4030 8618. 

Ansøgningsfrist tirsdag 15. august 2023. Der er to samtalerunder, der vil blive gennemført inden torsdag 31. august 2023. 
Kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en Garuda kompetenceprofil. 

Tiltrædelse forventes 1. oktober 2023.
 
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. 
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag. 
 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Silkeborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Silkeborg Kommune, Tyttebærvej 1, 8600 Silkeborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://silkeborg.career.emply.com/ad/paedagogisk-leder-til-sejs-skole-genopslag/80kvyf/da

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5858342

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook