Når Silkeborg i denne uge sætter gang i dette års Regatta, forventer de, at flere end 300.000 vil gæste byen i løbet af arrangementet. Det giver trængsel på vejene, parkeringspladserne og i den kollektive trafik. Politiet opfordrer derfor til at køre hjemmefra i god tid og bruge andre transportformer end bilen – eventuelt i kombination med bilen.
På onsdag går startskuddet til dette års Regatta i Silkeborg. Der forventes et stort antal gæster i byen fra onsdag den 17. august til lørdag den 20. august – med flest mennesker fredag og lørdag. Når så mange mennesker gæster byen, kan det ikke undgås, at trafikken vil blive påvirket.
Kør i god tid og overvej alternative transportformer
Store dele af bymidten vil være afspærret under Regatta og arrangørerne opfordrer derfor til, at du som bilist parkerer på de tre store gratis parkeringspladser uden for byen; Cirkuspladsen, Helsinkivej og Fort Østerlund. Tag gerne cyklen med, så du nemt kan komme fra parkeringspladsen til midtbyen. Hvis du parkerer uden for de store gratis parkeringspladser, så tag hensyn til beboerne i området. Ulovligt parkerede biler vil naturligvis blive fjernet.
Der er desuden mulighed for at benytte den kollektive trafik både til og fra Silkeborg og rundt i Silkeborg. Under Regatta er der ruteændringer for de fleste af Silkeborgs bybusser, men overordnet set kører de i hele perioden. Arriva har indsat ekstra nattoge mod Aarhus og Herning fredag og lørdag efter Regatta. Også Midttrafik har indsat ekstra natbusser. Find aktuelle køreplaner på Arrivas og Midttrafiks hjemmesider, hvor også ruteændringerne fremgår.
Politiet skal også til Regatta
Med så stort et arrangement som Regatta i Silkeborg vil Midt- og Vestjyllands Politi naturligvis også være til stede og sikre en festlig og fornøjelig afvikling af hele arrangementet.
”Vi vil være til stedet med både uniformeret politi og i civilt. Og både til lands og til vands. Ud over den almindelige patruljering i byens gader, vil vi også hver dag have maritime indsatser, hvor vi blandt andet holder øje med, at folk sejler forsvarligt,” fortæller vicepolitiinspektør Henrik Glintborg om politiets indsats under Regatta.
Nyttige links
Arrivas kørsel i forbindelse med Regatta