Prisstigninger og længere leveringstider påvirker supermarkeder over hele Europa – og Rema 1000 i Gødvad er ingen undtagelse. Men det holder ikke butikken tilbage fra stadig at yde den bedste service.
”Selvom der er mange tilflyttere i området omkring butikken, og vi stadig oplever vækst, kan vi alligevel godt mærke prisstigningerne. Det påvirker kundernes indkøbsvaner en del, og det er svært for os som butik at navigere i. Det gør, at vi skal være ekstra skarpe.”
Sådan fortæller bestyrer af Rema 1000 i Gødvad, Peder Haarup. De mærker på egen krop de udfordringer, som krigens tiltagende uroligheder forårsager. Udover stigende priser oplever butikken også, at leveringstiden på flere varer bliver længere. Det skaber problemer for leverandørerne og dermed både butikken og ikke mindst kunderne.
Men trods udfordringerne er det stadig netop kunden, der er det vigtigste fokus for butikken. Rema 1000 gør, hvad de kan for at fremstå på den bedst mulige måde for de handlende kunder. Og Peder er tilfreds med de nye tiltag:
”Ligesom mange andre Rema 1000-butikker er vores blevet renoveret og shinet op. Det var et officielt tiltag og en beslutning, der blev taget for hele kæden, og som vi har bakket op om. Vi er meget glade for resultatet.”
Udover ændringer i selve butikken gør Peder Haarup også en indsats for, at forretningen fremstår imødekommende helt ude fra facaden. Og som han selv siger på en jysk, underspillet måde, er de ”lykkedes ret fornuftigt med det.”
Det bedste er sammenholdet
Peder karakteriserer selv holdet, der driver Rema 1000 i Gødvad, som ekstremt erfarent. Han oplever, at der over hele linjen er en god fornemmelse for, hvad butikken og ikke mindst kunderne behøver.
Peder har været købmand i snart 13 år. Men han er alligevel overbevist om, at det er holdet, der laver det største arbejde i selve butikken. Det forklarer også det dobbelte fokus, som Peder styrer butikken med:
”Vi går på arbejde hver dag, fordi det skal være sjovt. Hvis du spurgte enhver af mine ansatte i butikken, så tror jeg, at de ville fortælle, at det bedste ved arbejdet i butikken er sammenholdet. Vi har gode kunder, som er glade for os. Og jeg tror, at det er fordi, vi er gode til at hjælpe dem.”
Men selvom Peder Haarup lægger vægt på den gode stemning og sammenholdet blandt butikkens ansatte, er der stadig noget, der er vigtigere:
”Vigtigst af alt er kunderne, der skal serviceres. Det er vores hovedfokus.”
Besøg Rema 1000 Gødvad på Arendalsvej 29 eller på deres Facebook-profil.