Sådan sparer du på el-regningen

Foto: Energistyrelsen
Profilbillede
dato

El og varme er blevet dyrt, fordi der mangler energi i Europa. Sparer vi på energien sammen, sikrer vi, at der er energi nok til alle gennem vinteren. Og på den måde bliver din el- og varmeregning også mindre. Energistyrelsen giver os de bedste spareråd til sæsonen, så vi kan komme igennem den på den mest energibesparende måde.

I gennemsnittet bruger vi 1.600 kWh strøm om året – men du kan skære elforbruget ned til 1.000 kWh/år pr. person uden at give afkald på komforten. Det kræver blandt andet, at du er bevidst om dine vaner og har fokus på at finde de mest energieffektive apparater, når du køber nyt. Læs Energistyrelsens 6 håndgribelige råd til, hvordan du kan spare på el-regningen:

1. Fyld vaskemaskinen op
I gennemsnit vasker vi danskere kun 3,2 kg tøj ad gangen, selvom vores vaskemaskiner er beregnet til 5-6 kg eller 7-8 kg.

2. Vask ved 20 eller 30 °C
Vask tøjet ved 20 i stedet for 40 °C og 30 i stedet for 60 °C. Halverer du fra 40 til 20 °C, sparer du 55 % af elforbruget.

3. Brug tørresnoren
Hæng tøjet til tørre i stedet for at bruge tørretumbler. Det koster næsten 22 kr., hver gang du tørrer dit tøj i en C-mærket tørretumbler og 6 kr. pr. gang i en A+++-mærket tørretumbler.

4. Skift til LED - og sluk, når du går
Sluk lyset i de rum, du ikke opholder dig i. Og vælg LED, næste gang du skal købe nye pærer. Hvis du fx udskifter 5 halogenspots på 35 watt med LED, sparer du 850 kr. om året på din elregning.

5. Hold 5 °C i køleskabet og -18 i fryseren
For hver grad du sænker temperaturen i køleskabet, stiger forbruget med 5 %. For hver grad temperaturen kommer under -18 °C i fryseren, stiger dit elforbrug med ca. 2-3 %.

6. Fyld opvaskemaskinen op - og skru ned 
Fyld opvaskemaskinen helt op og vask ved lavere temperatur. Hvis opvasken klares ved 50/55 °C, bruger det 10-20 % mindre strøm end opvask ved 65 °C. Spar ca. 450 kr./år, hvis du fylder opvaskemaskinen op hver gang – dvs. kun kører 2 gange ud af 3.

Kilde: Silkeborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook