Nyheden er fra Silkeborg IF Fodbold
I mange år har SIF samarbejdet med Yasally - en støtteorganisation, der hjælper børn, unge og kvinder i et fattigt landdistrikt i Gambia. Gennem tiderne har vi sendt spilletøj, bolde og andet udstyr, som blandt andet bliver brugt i forbindelse med en stor, årlig fodboldturnering.
Denne gang gjorde vi lidt ekstra...
SIFs CSR-politik
Bestyrelsen i Silkeborg Idrætsforening har besluttet at donere kr. 10.000 til Yasallys fodboldturnering, samt to komplette sæt SIF-tøj til de to hold, der skal dyste i finalen. Oveni det har SIFs medlemmer indsamlet kr. 5.000, som skal gå direkte til Yasallys arbejde med at sikre ordentlige skoleforhold for de mange børn og unge, fortæller daglig leder i SIF, Jacob Tind:
- Det er vigtigt for os, at vi udviser overskud og hjælper andre, hvor der er behov. Vi har samarbejdet med Yasally siden 2013, og vi tænkte, at tiden var inde til at gøre lidt ekstra. I forlængelse af, at bestyrelsen i januar sidste år drøftede vores eksistensberettigelse, var en af de afgørende overvejelser, at vi skal bruge vores position til andet end fodbold. Her var vores fokus hurtigt rettet ind på Yasally og det flotte og vigtige arbejde, de yder hver dag for mennesker, der har andre vilkår end vi har, og derfor er vi ekstra glade, når vi kan bidrage med vore støtte.
Indsamling affødte endnu en indsamling
Interessen for at vise overskud for andre, kom hurtigt til udtryk tidligt i indsamlingen, da forældregruppen i SIF Fodboldskolen på eget initiativ kom på idéen om at indsamle brugt tøj, støvler og andet udstyr - og dermed er der ikke langt fra bestyrelseslokalet i SIF til det enkelte medlem på banen på Søholt og i Gambia.
Til januar drager repræsentanter fra SIF til landdistriktet Upper Nuimi i Gambia, dels for at overvære finalekampen, dels for at inspirere på de lokale skoler og dels for at vise støtten dér, hvor den er allermest brugbar.