Silkeborg Forsyning tager fat om stress: Ny kultur skal skabe psykologisk tryghed

Louise Langbak Hansen
dato

Silkeborg Forsyning har sat fokus på psykologisk tryghed i et nyt projekt, som skal skabe større åbenhed og bedre trivsel

Hvordan siger man til sin chef, at man er presset? Hvad gør man, når en kollega virker stresset? Og hvordan sikrer man, at ingen går alene med bekymringer?

De spørgsmål blev omdrejningspunktet, da Silkeborg Forsyning i efteråret 2024 satte gang i et nyt projekt med fokus på psykologisk tryghed og stressforebyggelse. Baggrunden er et ønske om at skabe et endnu sundere arbejdsmiljø, hvor alle føler sig trygge og værdsatte.

Kursus gav fælles sprog

Med støtte fra Velliv Foreningen på 45.000 kr. har Silkeborg Forsyning gennemført workshops og kurser for ledere, HR, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Det har allerede givet resultater både i form af konkrete værktøjer og en ny samtalekultur, fortæller HR-konsulent Annette Andersen:

”På vores første ledergruppemøde efter kurset var der en mere fri og åben dialog. Flere kom på banen med deres holdninger,” siger Annette Andersen. ”Det fælles sprog gør det nemmere at tale om det, der er svært.”

Et centralt værktøj fra kurset er den såkaldte stresstrappe – et enkelt redskab til at tale om stress, før det bliver alvorligt. Derudover har virksomheden fået nye input til blandt andet 1:1-samtaler og MUS-skabeloner.

Psykologisk tryghed starter i ledergruppen

Hos Energichef Louise Langbak Hansen har forløbet sat tankerne i gang om ledelse og tydelighed i en nyoprettet stilling med 34 medarbejdere under sig:

”Jeg ser forløbet som et startskud til den organisation, vi er nu. Det, at vi har hørt det samme og kan bruge begreberne sammen, gør en forskel. Det skaber større tryghed – både for mig som leder i en ny funktion, for mine mellemledere og medarbejdere - og dermed for os alle sammen,” siger hun.

Særligt temaet om ”den svære samtale” har gjort indtryk:

”Hvis man ikke får talt om det, der fylder, kan det give usikkerhed. Det kan være en sygesamtale, hvor medarbejderen tænker: Bliver jeg fyret? Hvad tænker min chef? Når man er tydelig, skaber det tryghed.”

Næste skridt

Næste skridt bliver at udvikle vejledninger til 1:1-samtaler, tilbyde HR-dialoger med ledere og fortsætte lederudviklingen med fokus på tryghed og trivsel. Der er enighed om at gå mere i dybden med emnet ”den svære samtale” og med fortsat at styrke fællesskabet og den psykologiske tryghed i ledergruppen.

”Vi håber med tiltaget at understøtte en kultur, hvor vi tør tage fat i det svære og hjælpe hinanden - før problemerne vokser sig store,” siger Annette Andersen.

Om Velliv Foreningen

Velliv Foreningen støtter indsatser, der styrker den mentale sundhed på arbejdspladser og i lokalområder. Alle virksomheder, foreninger og organisationer kan søge midlerne. Velliv Foreningen støtter projektet hos Silkeborg Forsyning med 45.375 kr. Læs mere om muligheder for støtte på www.vellivforeningen.dk

 

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook