Silkeborg Kommunes biler bliver grønnere

dato

Silkeborg Kommunes biler vil fremover udlede mindre CO2 – og samtidig bliver bilerne udnyttet bedre.

I 2020 vedtog byrådet en klimahandleplan for 2021-2025. Handleplanen beskriver, at Silkeborg Kommune som virksomhed skal være CO2-neutral i 2025.

Ét af initiativerne er, at kommunens køretøjer skal være grønne.

- Vi har netop købt 146 el-biler, som skal leveres senere på året. Målet er, at vi får skiftet i alt 250 benzin- og dieselbiler om til el-biler, som vil resultere i en besparelse på 500 tons CO2. Så vi er allerede i mål med 58% af CO2-besparelsen med aftalen her, siger Poul Rey, sektionsleder for Teknisk Service i Silkeborg Kommune.

Kommunens biler samles nu i én bilflåde, som blandt andet giver driftsfordele i forbindelse med administration, service og indkøb, giver en bedre udnyttelse af køretøjerne og sikrer, at viden om grønne drivmidler samles centralt.

Nyt it-system skal sikre bedre og mere grøn udnyttelse
For at udnytte bilerne bedre indfører Silkeborg Kommune også et nyt digitalt styringsværktøj.

Styringsværktøjet administrerer bookninger og sikrer derudover, at kommunen udnytter bilerne så optimalt som muligt - både i forhold til belægningsgrad, leasingaftaler, CO2-udledning m.v.

- Det nye digitale styringssystem indhenter og behandler data, som vi fremover vil anvende i arbejdet med vores bilflåde. Så over det kommende år bliver vi meget klogere på vores kørselsmønstre og -behov, og på den måde får vi nye håndtag at skrue på, som vi ikke tidligere har haft adgang til, forklarer Poul Rey.

Flere ladestandere til både offentlige og private biler
I 2022 har Silkeborg Kommune opsat og klargjort 62 ladepunkter, og i 2023 opsættes yderligere 84 ladepunkter til kommunens biler ved fx til hjemmeplejens indmødesteder, skoler og administrationsbygninger.

Det er ikke kun Silkeborg Kommunes egen bilflåde, som skal være grønnere. Derfor udbyder Silkeborg Kommune i 2023 mulighed for, at operatører kan opsætte ladestandere til offentlig ladning, som kommunens borgere kan benytte sig af.

El-bilerne, som også har været i udbud, leveres af den lokale bilforhandler, Poul Munk A/S, og der er desuden indgået aftale med den lokale virksomhed, Mileage Book, som skal levere it-systemet.

https://silkeborg.dk/Kommunen/Nyheder-Kommunen/Silkeborg-Kommunes-biler-bliver-groennere
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook