Silkeborg vil styrke tilliden og inddragelsen på handicapområdet

Luftfoto af Silkeborg Rådhus (Foto: Silkeborg Kommune)
Profilbillede
dato

Silkeborg Byråd har vedtaget et kodeks med fem principper, som skal styrke tilliden og borgerinddragelsen på handicapområdet.

I 2021 opstillede Kommunernes Landsforening og Danske Handicaporganisationer fem principper for en styrket dialog, der sikrer tillid og samarbejde i de danske kommuner.

Et år efter har Silkeborg Byråd vedtaget et kodeks med de fem principper og en uddybning af, hvordan ledere og medarbejdere i Silkeborg Kommune arbejder for og skal sikre styrket tillid og borgerinddragelse.

Det skete efter, at Handicaprådet i Silkeborg Kommune rejste spørgsmålet om, hvorvidt Silkeborg Kommune skulle have sådan et kodeks.

Fra efteråret 2022 begynder arbejdet med at få implementeret det nye kodeks.

Se indholdet i kodekset her

1. Gensidig tillid og godt samarbejde skal synliggøres og sættes i centrum i den kommunale sagsbehandling

  • Vi signalerer tydeligt, at vi ser borger som eksperten i eget liv – og at borgers motivation og tanker om eget liv er vigtige
  • Vi griber og omsætter borgers motivation og input til handling, når det er muligt
  • Vi udvikler en praksis, der generelt styrker tillid og samarbejde gennem introduktionsforløb for nye medarbejdere, kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere samt dialog med faglige organisationer, brugerorganisationer m.m.

2. Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem fælles mål og mulighed for reel indflydelse

  • Vi ser dialogen med borger om egne ressourcer og mål som et vigtigt grundlag for kommunens indsats
  • Vi taler med borgeren i et forståeligt og ligeværdigt sprog
  • Vi følger løbende op gennem forventningsafstemning, rådgivning og klare aftaler

3. Gensidig tillid og godt samarbejde skabes gennem fælles overblik og indsigt i hinandens præmisser, viden og ekspertise

  • Vi bestræber os på en sammenhængende og koordineret indsats på tværs af de forskellige fagområder, som har betydning for den enkelte borgers liv
  • Vi har respekt for forskellige fagligheders løsninger og er nysgerrige på relevante samarbejdspartneres perspektiver
  • Vi er opmærksomme på, at borger ved overgang mellem fagområder ikke slippes før ansvar for den videre sagsgang står klart for såvel borger som medarbejder.

4. Gensidig tillid og godt samarbejde kræver tid og fleksibilitet

  • Vi mødes med borger i fysiske rammer, der tager hensyn til borgers behov og skaber en tryg ramme ved at vise nærvær, lytte og spørge.
  • Vi inddrager borgers pårørende og øvrige netværk i overensstemmelse med borgers behov og ønsker
  • Vi udfordrer ”plejer” og givne rammer i bestræbelserne på at nå løsninger, der opfylder de fælles mål

5. Gensidig tillid og godt samarbejde forudsætter gennemsigtighed og tilgængelighed

  • Vi bestræber os på at give borger relevant information om sin sag, tidsperspektiv, kontaktperson m.m.
  • Vi skaber gennemsigtighed ved, at borger løbende kan få svar på konkrete forhold i sin sag og selv bidrage med informationer til sagsbehandlingen gennem dialog med sagsbehandler
  • Vi tager hensyn til borgers eventuelle udfordringer i forhold til gængs kommunikation og deltagelse i møder m.m.
Kilde: Silkeborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook