25-årige Laura Lund Kjergaard er den første visual merchandiser-elev i Sinnerup Silkeborg, og har netop været med til at give butikken et større ansigtsløft.
Sinnerup Silkeborg har for nyligt oprettet elevuddannelsen som Visual Merchandiser, hvilket er den nyere betegnelse for dekoratør. Laura er den første, som de uddanner, da uddannelsen nærmest er skræddersyet til hende. Hun passer perfekt ind i Sinnerup-universet.
”Jeg har altid været lidt forelsket i Sinnerups produkter og univers – lækkert tilbehør og møbler – det rummer lidt af det hele, og stilen er meget min,” fortæller Laura.
Foto: Laura Lund Kjergaard
Laura var selvstændig i en årrække, hvor hun drev en virksomhed, der havde lavet en app for indretning, der forhandlede møbler via andre brands. Pludselig var Sinnerup en af hendes kunder, og hun var meget beæret over, at de ville bruge hendes app.
Efter nogle år som selvstændig, flyttede Laura til Silkeborg, hjemstavn for hendes mand og søns bedsteforældre, hvorfor det var på tide at søge efter nye veje. Sinnerup kendte hun jo lidt til, hvorfor hun søgte et job hos dem, men nævnte også interessen for at blive elev hos dem.
Lars, direktør for Sinnerup, kendte heldigvis godt til Laura og så muligheder i hende, hvorfor han en dag ringede og fortalte, at han var villig til at undersøge mulighederne for at oprette en elevuddannelse, der passede til hendes og butikkens ønsker og behov. Alt gik op i en højere enhed, Laura blev Sinnerup Silkeborgs første visual merchandiser-elev og i dag er der allerede oprettet lignende elev-stillinger i andre Sinnerup-butikker landet over. Der forventes at være 10 visual merchandiser elever hos Sinnerup-kæden i år.
Laura forklarer, at hovedopgaven for en visual merchandiser er at skabe et visuelt salg. At skabe inspiration for kunderne, så de aldrig står med spørgsmålet, om hvordan de kan bruge et givent produkt i en indretningsmæssig sammenhæng. Og netop Sinnerup har stort potentiale og muligheder for dette, synes Laura.
”Sinnerup har fantastiske muligheder for at uddanne visual merchandisere. Det er ikke så firkantet, som andre store kædebutikker. Her i Sinnerup er det mere spændende, og man har mulighed for at forholde sig til den enkelte lokale butik, hvor der er mange gode muligheder for at dekorere. Hos Sinnerup kan man lege med fantasien,” fortæller hun.
Og netop at lade kreativiteten og fantasien flyde har Laura haft rig mulighed for under coronanedlukningen. Butikken i Silkeborg har været under en større renovation og fået et gevaldigt ansigtsløft.
”Det var eddermame fedt. Nedlukning er jo ikke godt for nogle butikker, men vi trængte til en renovation, og jeg fik heldigvis lov til at komme på arbejde i to måneder, mens butikken var lukket, og her fik vi mulighed for at vende det hele på hovedet og nytænke det hele,” fortæller hun.
Butikkens førstesal var, hvad der fik den største tur. Nyt gulv, nye halvvægge og panoramavinduer er blot nogle af de ting, som butikken nu byder på.
Foto: Sinnerup butikken i Silkeborg
”Det var en fed proces for mig, men også lidt af en test, da jeg jo var helt ny. Jeg fik lov til at få alle varerne i hånden og få kendskab til det hele. En helt vild god læringsperiode, hvor jeg fik lov til at revurdere, hvordan produkterne skulle fremstilles og skabe nye rum i butikken,” fortæller hun.
Der er ingen tvivl om, at Laura sætter stor pris på sin hverdag i Sinnerup:
”Jeg er allermest vild med de ting, jeg skal stå og lave om, og det at se muligheder. Det er en proces, der starter med nye varer, som kommer ind ad døren, som bliver til en kreativ idéfase med at lave oplæg, hvor der skal findes nye pladser til varerne og flette alle ting sammen,” forklarer hun.
En arbejdsproces hun heldigvis nyder, for butikken får nye varer og kræver dermed en fornyelse cirka hver uge. Om Sinnerup, fortæller Laura, at det er et sted med fremtid i.
”Sinnerup kan inspirere mig igennem mange år. Jeg kan se mig selv i dette univers, og der er mange muligheder. Lars ser heldigvis også muligheder i mig og den nye uddannelse. Hovedopgaven er nu at lave noget lækkert visuelt til kunderne, som kan inspirere dem. Og samtidig udvikle mig selv og vokse med opgaverne,” afslutter hun.
Du kan besøge Sinnerup på deres hjemmeside og Facebook.