Skolebusserne i Silkeborg Kommune vil fra den 1. januar 2022 kun udlede en tiendedel af den CO2, som dieselbusserne udleder i dag. Indføring af mere klimavenlig offentlig transport er et led i Silkeborg Kommunes klimastrategi.
Børne- og Ungeudvalget har, efter et EU-udbud af skolekørsel, besluttet, at skolebusserne i Silkeborg Kommune fremover skal køre på 2. generations biodiesel, som er miljøvenlig HVO-Dielsel. På den måde vil Silkeborg Kommune komme til at reducere udledningen af CO2, der er forbundet med skolekørsel, med 90 procent fra 650 tons om året til 65 tons om året.
Dette er en markant reduktion i klimaaftrykket fra skolebusserne, som opnås gennem en relativ beskeden merudgift, fordi der anvendes miljøvenlig diesel i stedet for traditionel diesel. Lige nu ligger kommunens udgifter til skolekørsel på 15,8 millioner kroner om året. Efter udbuddet vil denne udgift stige til 16,7 millioner kroner om året. Det er en prisstigning på cirka fem procent, mens udledningen af CO2 reduceres med hele 90 procent.
Denne nye kontrakt på skolekørsel, som er til specialklasser og af befordringsberettigede skoleelever uden mulighed for offentlig transport, vil træde i kraft den 1. januar 2022. Den vil herefter gælde i seks år. Selve skolekørslen vil fremover blive leveret af busselskabet HB-Care.
Denne beslutning er en del af Silkeborg Kommunes klimaplan, og et led i kommunens klimastrategi om at blive CO2-neutral i 2025.