Hjulpet godt på vej af ungdommens gåpåmod, en række engagerede medarbejdere og en stigende brug af Facebook til markedsføring, har Karsten Grud Laursen skabt en købmandsforretning, hvor omsætningen når nye højder år efter år.
Da Karsten Grud Laursen tilbage i 2002 overtog de gamle lokaler fra Shell-tankstationen på Grønbækvej 9 i Grauballe, var det med henblik på at starte en købmandsforretning op på adressen. Det gjorde han med ydmyghed, men samtidig med klare mål og ambitioner for fremtiden.
Med blot seks års erfaring indenfor købmandsfaget - hvis man vel og mærke tæller årene med som ungarbejder, før han begyndte i lære i Super Brugsen i Kjellerup - havde Karsten ikke meget at skrive på CV´et. Ikke desto mindre var den dengang kun 22-årige Silkeborgenser klar til at give sig i kast med opgaven, og starte en købmandsbutik op fra bunden i de spartanske tidligere kiosklokaler på kun 60 m2., som han havde overtaget fra den tidligere tankstation.
I flere år havde Karsten nemlig haft en drøm om selv en dag at stå som brugsuddeler eller indehaver af et supermarked, hvilket han dog skønnede, der kunne være lange udsigter til, hvis han først skulle til at arbejde sig op i geleddet.
Godt hjulpet på vej af ungdommens gåpåmod, kastede Karsten sig derefter ene mand ud i udfordringen at starte en butik op fra bunden. Kun hjulpet på vej af to ungarbejdere som tog over ved kassen, når han fra tid til anden havde brug for at holde fri.
Helt fri havde han dog sjældent, fortæller han. For foruden at være den ansvarshavende i butikken, boede han også på samme adresse, og tilbragte derfor de fleste af hans timer i og over butikken:
“Arbejde og fritid flød lidt ud i ét den første lange tid, da jeg boede i butikken. Jeg var ung, men til trods for, at jeg var godt udlært, var det en stor udfordring pludseligt at skulle være den der skulle have styr på det hele, og tage hånd om alt fra vagtplaner og varebestillinger til de større beslutninger med henblik på butikkens udvikling og daglige virke,” fortæller Karsten.
Fokus på lokal tilpasning til trods for vild vækst
Til trods for de ydmyge ambitioner i de små lokaler, formåede Karsten dog med stor succes at starte en solid købmandsforretning i Grauballe. De 60 m2 butikslokale er efter seks udbygninger i dag blevet til lidt over 700 m2, hvilket også har medført langt flere arbejdspladser hos købmanden, hvor mere end 25 ansatte i dag står på lønningslisterne, ligesom også varesortimentet er steget betydeligt.
Et arbejde og udvikling af butikken, som Karstens kone Carina Laursen i mange år hjalp ham med, og som også souschefen Henrik Kjærgaard de seneste år har haft stor andel i og bidraget til, sammen med de mange andre ansatte på både fuldtid, deltid og ungarbejderne:
“Uden vores ansattes store arbejdsindsats havde vi aldrig kunne nå så langt som vi er. Særligt er jeg imponeret af de unge, der til trods for skole, venner og andre aktiviteter alligevel altid formår at virke veloplagte og vise overskud, når de møder ind på arbejde. Selvom de kun er her 5-10 timer om ugen, formår de at suge til sig og bidrage til den gode stemning, og de skal vide, at det er noget som både jeg og kunderne sætter rigtig stor pris på.”
Den store arbejdsindsats fra både Karsten, Carina, Henrik og de øvrige ansatte har således også båret frugt, hvor Spar Grauballe i år kan se frem til at øge deres omsætning for 19. år i streg, siden butikken blev etableret. En bedrift som dog også skyldes, at det ikke længere kun er borgerne i Grauballe som i dag handler i butikken:
“Lokalbefolkningen har været gode til at støtte os gennem alle årene, hvor rigtig mange lokale fra Grauballe og omegnsbyerne som Grønbæk, Svostrup, Lemming og Gødvad benytter sig af os fast, som deres primære dagligvarebutik, men også pendlere fra nær og fjern, som kører lige forbi butikken i forbifarten til og fra arbejde, hvilket bestemt også har haft en positiv betydning for både butikken om omsætningen”.
At flere er begyndt at frekventere deres daglige indkøb hos Spar i Grauballe, skyldtes ifølge Karsten, at de har formået at lave en lokal tilpasning af butikken og varesortimentet, til trods for butikkens store udvikling:
“Vi er i langt højere grad i stand til selv at vælge, hvilke varer vi vil have på hylderne, og dermed lytte til og tilpasse os kundernes ønsker og behov end de helt store supermarkeder, der er låst fast på et koncept.”
En frihed som har betydet, at Spar Grauballe derfor også har flere gode samarbejder kørende med blandt andre Grauballe bryghus og Pølsemageriet, hvilket ifølge Karsten giver Spar Grauballe et andet vareudvalg end mange af konkurrenterne.
Den lokale tilpasning er dog ikke ene om at lokke nye kunder til, hvor Karsten også påpeger Spar Grauballes synlighed og succes på Facebook, som en stor årsagsforklaring til butikkens stigende omsætning de senere år:
“Siden vi oprettede en profil på Facebook, hvor vi er begyndt at lancere en masse ja-tak-tilbud samt diverse hverdags- og weekendtilbud, har vi oplevet at folk fra nær og fjern er blevet opmærksomme på vores lille butik, hvor flere og flere er begyndt at benytte sig af af vores mange gode tilbud. I dag har vi mere end 5.000 følgere på Facebook, hvor jeg kun kan anbefale andre at følge os, så de ikke går glip af vores tilbud.”
En gammeldags købmand med gode dyder
Dengang Karsten startede op som købmand, fandtes der mange mindre butikker, der lignede Spar Grauballe til forveksling - altså mindre supermarkeder med et lokalt fokus. Med tiden er de fleste af disse dog langsomt udgået til fordel for større supermarkedskæder, hvor det som Karsten beskriver det, skal gå lidt hurtigere, og butikkerne er drevet af en anden filosofi og tankesæt.
Sådan skal det dog ikke være i Spar Grauballe, hvor der skal være plads og tid til den personlige betjening:
“Vi forsøger at være en god gammeldags købmandsbutik, hvor der er tid til at få en snak med købmanden og de ansatte. At handle og arbejde hos os skal være hyggeligt og på ingen måde en stressende faktor. Når du kommer her, skal der være plads og tid til en personlig betjening.”
Det er dog langt fra alle der ønsker en længere snak, når de er nede og handle, slår Karsten fast. Flere kommer således på hjemvejen efter en lang arbejdsdag med et ønske, om at indkøbsturen skal gå så hurtig og let som muligt. Dette behov gør Spar Grauballe ligeledes meget ud af at imødekomme:
“Vi har indrettet butikken således, at det er nemt, hurtigt og overskueligt at finde varerne, hvor vi samtidig bestræber os på at have et så bredt et sortiment som muligt. Så behøver vores kunder ikke at skulle ind i 2-3 andre butikker for at handle de varer, de behøver.”
Et stort tak til lokalsamfundet
Selvom der i dag er begyndt at handle mange i butikken som kommer udefra, er det stadigt de lokale borgere i Grauballe og omegnsbyerne, som Karsten finder afgørende for at en butik som hans kan eksistere med så stor succes.
Som Karsten selv siger det, er de tætte bånd til lokalsamfundet blandt de største og vigtigste årsager til, at butikken i så mange har kunne skabe en så imponerende vækst og udvikling.
Denne opbakning fra lokalbefolkningen gør de hos Spar Grauballe derfor også meget ud at gengælde, gennem blandt andet sponsorater og støtte til lokale klubber, foreninger og arrangementer i lokalområdet, for på den måde at betale tilbage til lokalsamfundet.
“Uden de lokales opbakning til butikken forsvinder hele eksistensgrundlaget for en butik som vores. I mindre lokalsamfund som vores er der mange, der nyder godt af de muligheder der opstår, når der er en lokal købmand i byen, og vi er derfor også taknemmelige for den store opbakning, hvor vi naturligvis håber, at vi fortsætte det gode samarbejde og støtte til hinanden de kommende mange år,” afslutter Karsten Grud Laursen.
Karsten og Spar Grauballe kan besøges på Grønbækvej 9 i Grauballe, hvor det også er værd at holde øje med butikkens Facebook-side, for gode tilbud til både weekend og hverdag.