De pinkklædte madbude fra Foodora kom til byen for godt seks måneder siden, og ifølge den nye direktør slår silkeborgenserne både Aarhus og Randers i takeaway-bestillinger.
Der er gang i pedalerne hos de pink bude fra takeawaytjenesten Foodora, der siden september 2022 har cyklet ud med pizzaer, burgere og andet godt til hele Silkeborg.
Og der bliver sendt virkelig mange varme pizzaer og burgere afsted til sultne borgere i Silkeborg, der må betegnes som en rigtig takeaway-by. Tal fra Foodora viser, at Silkeborg overhaler både Randers og Aarhus i antal ordre per indbygger.
”Silkeborg er en af de vigtigste byer for os, og derfor prioriterer vi også at få en masse gode, lokale spisesteder med i vores app. Så får kunderne det bedste udvalg, og restauranterne får en nem platform til at få flere bestillinger,” siger Oliver Frost, der er landechef for Foodora i Danmark.
Der er mange selvhentere i Silkeborg
Silkeborg er én af de otte danske byer, hvor Foodora har deres egne bude, der cykler byen rundt med leveringer, og de arbejder løbende på at få flere nye restauranter med ombord i appen. Men tal fra Foodora viser også, at borgerne i Silkeborg er gode til at være ”selvhentere” – over 13 % af alle bestillinger henter de selv i restauranten.
”Silkeborg slår faktisk byer som København, Aarhus og Aalborg, når det kommer til ”selvhentere”. Selvom vi også er en leveringstjeneste, så støtter vi op om, at flere selv henter deres mad. Det er både billigere og giver ofte lidt ekstra motion,” siger Oliver Frost.
De lokale restauranter skulle overbevises
Foodora overtog det tidligere Hungry.dk og er en del af den store globale takeawaykoncern DeliveryHero. Overgangen og skiftet krævede en stor indsats og omfattede nyt navn, nye farver og et stort teknologiskift indeholdende både ny app, nye systemer for kunder og restauranter samt en masse nye, danske medarbejdere.
“Med sådan et skifte er det klart, at nogle af vores gode og loyale samarbejdspartnere fra Hungry lige skulle se os an. Hvordan vil det være at samarbejde med Foodora, og kunne vi levere mange ordrer til deres restauranter? Men vi oplever heldigvis at mange vil være en del af Foodora, og vi har dialog med en lang række nye og spændende restauranter i Silkeborg,” siger Oliver Frost.
Foto: Help PR & Kommunikation / Foodora. I Pizzabyen Silkeborg er de fortsat vilde med pizza.
Her er de mest populære bestillinger i Silkeborg:
Det er fortsat de traditionelle og kendte takeaway-kategorier som pizza og burger, der hitter i Silkeborg og udgør mere end 60 % af alle ordrer. Men efterspørgslen har udviklet sig de seneste år, hvor mange alternative kategorier er kommet til.
Det gælder også i Silkeborg, hvor kategorier som salater, sushi, sandwich og større familiemåltider vokser ifølge Foodora.
- Pizza
- Burger
- Sandwiches
- Sushi
- Thaimad