Tollundmanden - Verdens mest velbevarede oldtidsmenneske

Profilbillede
dato

På en kold vinterdag tilbage i jernalderen blev en mand hængt. Han blev efterfølgende skåret ned, og hans øjne og mund blev lukket. Herefter blev han, i sovestilling, lagt ned i en tørvegrav, kun iført et bælte, en hue og det reb han blev hængt i. 

Foto: Tollundmanden som han blev lagt i graven i sin tid

2000 år gik der før denne mand bliver fundet. Mandag formiddag d. 8 maj 1950, modtager Kriminalpolitiet en besked om et moselig. Familien Højgaard fra Tollund er i færd med at grave tørv, indtil de 2,5 meter nede i jorden støder på et lig.

Foto: Arkiv.dk / Viggo og Grethe Højgaard på stedet i mosen, hvor de fandt Tollundmanden

De er sikre på at der er tale om et mordoffer, hvorfor Kriminalpolitiet bliver kontaktet. Dog konkluderes det hurtigt at dette er en sag for folkene på Silkeborg Museum. Der er nemlig tale om fundet af den såkaldte Tollundmand. 

Tollundmanden menes at have levet i den ældste del af jernalderen, og den seneste undersøgelse daterer til 375-210 før Kristi fødsel. Man har efter undersøgelser af tænder, kraniedele og halebensknogler tilmed kunne skyde Tollundmanden til, at være omkring 40 år da han døde. 

Foto: Med sine panderynker ligner Tollundmanden også én på omkring de 40 år

En gave til moseguderne

Men hvorfor skulle denne mand dø? Svaret er ikke sikkert. Men hans grav og viden om denne tid, tyder på en ofring. Hans øjne og mund blev lukket, og han blev forsigtigt, i sovestiling, placeret i en tørvegrav. 

I jernalderen bad og ofrede man til guderne i moserne. Ofringerne indebar oftest husdyr eller lerkar med mad. I nogle tilfælde var det dog tilmed mennesker, der blev ofret, hvilket Tollundmanden menes at være et eksempel på. 

Ved dødsfald i jernalderen, blev ligene nemlig brændt og placeret i urner i jorden. Dette var dog ikke tilfældet med Tollundmanden, hvilket tyder på at der her er tale om en menneskeofring, for at holde sig gode venner med moseguderne. 

Togtur, konservering og trygt placeret på Silkeborg Museum

Efter at have ligget trygt og roligt i over 2000 år, blev Tollundmanden transporteret til Nationalmuseet i København. Dette krævede, at man forsigtigt placerede ham i en transportabel trækasse. 

Først blev der forsigtigt gravet ned omkring liget, så det kom til at ligge på en forhøjning af tørv. Derefter placerede man trækassens sider omkring liget, hvorefter bunden, brædde for brædde, blev skubbet ind i tørven under liget. 

Foto: Arkiv.dk / Her ses fundet af Tollundmanden og hvordan man placerer ham i den transportable kasse

Herefter blev der lagt låg på kassen og Tollundmanden lå nu helt uberørt og trygt i sin kasse, der efterfølgende blev sendt via Femørevejen til jernbanestationen i Moselund, hvorfra Tollundmanden med tog blev fragtet til Nationalmuseet. 

Otte dage senere modtog Nationalmuseet Tollundmanden, hvor den egentlige udgravning nu kunne finde sted. Efter udgravningen forsøgte man sig med, at konservere Tollundmandens hoved.

 

Foto: Arkiv.dk / Konservator cand.mag Knud Thorvildsen afhenter Tollundmandens hoved og tovværket, som var omkring hans hals da han blev fundet

Efter et halvt års i både alkohol, parafin og bivoks kunne man i 1951 omkring juletid tage hovedet op. Konserveringen viste sig at være succesfuld, hvorfor Tollundmandens velbevarede hovede i dag kan findes på Silkeborg Museum.

Alt pånær hoved, fødder og en tommelfinger tørrede ud, men Silkeborg Museum har valgt at rekonstruere kroppen. Derfor kan man i dag besøge museet og få et glimt af Tollundmanden, uden at undre sig over hvordan mon hans krop ser ud. 

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook