Da Miriam Glad valgte at leje det gamle hus i Vestergade 81 C og åbne Galleri Gladkunst, var det blandt andet pga. beliggenheden tæt på søen og de smukke træer ved Lunden og på Odden. Her føler hun sig hjemme og lidt som et egern på eventyr.
Miriam er meget fascineret af træer, og de indgår i mange af hendes billeder med forskellige udtryk alt efter årstiden. Træer står i deres nærvær, og vi mennesker kan lære meget om ro og stabilitet ved at betragte træer.
I en fortravlet tid kan vi have behov for at lære om langsomhed og udholdenhed og kvaliteten i det. Træer kommer ikke på én dag i modsætning til de ”brug og smid væk”- produkter, som vi i stor stil fylder vores liv med. Derfor bør vi som mennesker tænke os om og tage ansvar i forhold til naturens mangfoldighed og trivsel.
Miriam er begejstret for, at det nye gavlmaleri på huset ved siden af galleriet af Lise Vestergaard netop er med et motiv af et træ. Nu kan man opleve træet udenfor og se flere træer indenfor i galleriet.
Når Miriam går ture ved søen, mærker hun, at har man jord- og himmelforbindelsen i orden, står man stærkt. Træernes rødder er forankret i Moder Jord, og kronerne rækker mod himlen. Moder Jord skildrer Miriam som en smuk kvinde, som vokser ud fra et træ med dybe rødder ned i Moder Jord. Et livsbekræftende motiv.
Træerne går igen som motiv både i Miriams oliemalerier og tuschmalerier, samt træstykker fra skoven indgår i mange af hendes fantasifulde skulpturer.
Foto: Miriam lader sig inspirere af naturen.
Hun ønsker at videreformidle sin naturglæde og inspirere til at gå ind i skovens og ens eget nærvær. I Miriams billeder er skoven et fri-rum. Et sted for indsigt og frihed for samfundets pres og stress. Et sted, hvor man med lidt held kan møde sin sjæl, hvis man lytter ind i stilheden.
Miriam har lige siden sin barndom elsket at tegne og male træer. De appellerer til hendes egen natur. Hun deler gerne sin glæde med dig i galleriet.
Galleriet er et stille sted, hvor man kan tage sig en pause fra hverdagens travlhed og bekymringer. I ”det maleriske køkken” kan man på Miriams arbejdsbord se nye billeder undervejs. Måske mærker du selv magien fra den farvestrålende og maleriske skov.
Et eventyr er kommet til Silkeborg i Galleri Gladkunst.
”Når man deler glæde, bliver der mere af den”. Se mere om galleriet og Miriams kunst her.