64 bilister i Silkeborg slipper for bøde

dato

Et skilt med "venstresving forbudt" ved et indkøbscenter i Silkeborg har vist sig at være opsat uden rette godkendelse. De bøder, Midt- og Vestjyllands Politi har udstedt på stedet, bliver nu annulleret og tilbagebetalt.

Ved udkørslen fra Center Nord til Nørrevænget i Silkeborg blev der i midten af marts opsat et skilt med "venstresving forbudt". I starten af april kunne Midt- og Vestjyllands Politi konstatere, at mange bilister ikke fulgte skiltningen. 64 bilister blev noteret for at foretage venstresving på stedet og kunne se frem til en bøde.

Nu er Midt- og Vestjyllands Politi blevet opmærksom på, at skiltningen hverken er opsat eller godkendt af myndighederne, og skiltningen er derfor ikke gældende. Midt- og Vestjyllands Politi har sat alle bødeskrivelser fra det pågældende sted i bero, og nu begynder arbejdet med at annullere sigtelser og bøder. Skiltet er pillet ned.

Politikommissær Stephan Weber, der er leder af beredskabet ved lokalpolitiet i Silkeborg, er ærgerlig over situationen.

"Det er en troværdigt udført skiltning, og vores patrulje har antaget, at skiltningen var gældende. Men vi beklager selvfølgelig, at vi har udskrevet bøder på stedet, når det nu har vist sig, at skiltningen ikke var godkendt," siger Stephan Weber.

Borgere, der er blevet standset af politiet i forbindelse med venstresving på det pågældende sted, kan forvente at høre fra politiet i forbindelse med annulleringen af sigtelse og bøde. De skal ikke selv gøre noget i den anledning.

Hvis du som borger eller erhvervsdrivende har forslag eller ønsker om ny eller ændret skiltning, skal du kontakte myndigheden for området.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook