Andreas Oggesen: "Vi er pissegode"

Andreas Oggesen (Foto: Silkeborg IF)
Profilbillede
dato

Af: Silkeborg IF

Andreas Oggesen spillede 77 gode minutter, da SIF søndag eftermiddag vandt med hele 4-1 på udebane mod AaB i en direkte duel om Top 6.

– Det er en meget lige første halvleg, hvor det grundet den svære bane bliver meget duelpræget, og vi har problemer med at sætte spillet – men som tiden går, kommer vi bedre med i kampen. Især i 2. halvleg får vi sat tingene sammen og er ekstremt effektive foran mål. Det er fantastisk at vinde 1-4 heroppe – det er en rigtig god sejr, lagde SIF midtbanespilleren ud kort efter kampen.

Herefter forklarede Oggesen, hvad der blev talt om i omklædningsrummet i pausen efter en forvirrende 1. halvleg.

– Vi vidste, at det ville blive en svær og tæt kamp, og vi vidste, at det polerede spil med de hurtige kombinationer ville være svært at få frem. Vi snakkede om, at vi skulle stå sammen som et hold og have styr på vores defensive base – samtidig med, at vi skulle holde stærkere sammen inde på midten og forsøge at kombinere os bedre igennem deres organisation, forklarede Oggesen.

Midtbanemanden udtrykte herefter sin glæde over SIF-holdets styrke.

– Hvad siger den her sejr om vores hold? Den siger, at vi er pissegode. Vi arbejder godt sammen, relationerne er på plads, og vi spiller som et hold. Vi angriber sammen og vi forsvarer sammen. Det er holdet, der er i fokus, konstaterede midtbanedynamoen.

Til sidst kommenterede han på den aktuelle situation i 3F Superligaen, hvor SIF nu ligger på en 4. plads.

– Vi fokuserer ikke så meget på Top 6 endnu, men vi er også bevidste om, at hvis vi bliver ved med at præstere godt, så ser det godt ud. Vi havde meget fokus på, at vi skulle spille godt i dag, og nu skal vi fokusere på, at vi skal møde Brøndby i næste weekend, og så må vi tage den derfra. Men vi ved, at hver gang vi vinder en kamp, ser det lidt bedre ud, afsluttede Andreas Oggesen med et smil.

Kilde: Silkeborg IF
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook