At sige farvel er sjældent nemt. I hvert tilfælde ikke når det gælder afskeden med et elsket kæledyr, der har levet som en del af familien – måske i mange år. Selvom fornuften – og dyrlægen – fortæller, at nu er nok nok – nu har dyret det så skidt og så lidt værdighed tilbage, at en aflivning må betragtes som det eneste rimelige, så rokker det ikke ved den følelse som mange giver udtryk for. Nemlig at de føler sig som bødler og forrædere overfor deres egne dyr.
Vi dyrlæger på Silkeborg Dyrehospital har måske lidt nemmere ved at se gennem dyrenes facade og se hvor skidt de i virkeligheden har det. I sådanne tilfælde mener vi ofte, at en værdig og smertefri død er den sidste tjeneste, man kan give det kæledyr, der i mange år har været en trofast og god ven.
At sige endeligt farvel til et kæledyr, når børn er involveret, gør bestemt ikke situationen nemmere, og på hospitalet bliver vi ofte spurgt om, hvordan man bedst kan forberede børnene på det svære farvel. Vores råd er som regel, at man skal sørge for at involvere børnene og ikke skjule sandheden for dem. Men beslutningen om hvorvidt et kæledyr skal aflives må ALDRIG overlades til børnene! Det er en voksen beslutning!
Og selvfølgelig er det svært – og selvfølgelig gør det ondt! Det er egentlig mere trist, hvis man ikke er ked af det!
Alt det praktiske
Når man så har taget den svære beslutning, så er der flere praktikaliteter, der skal tages stilling til.
På Silkeborg Dyrehospital oplever vi ofte, at dyreejerne ikke er klar over hvilke muligheder de har i forbindelse med det sidste farvel.
Vi kører f.eks. gerne ud og afliver i hjemmet, så at kan foregå i fred og ro med familien samlet.
Efterfølgende skal der tages stilling til, hvad der skal ske med de jordiske rester af kæledyret.
Man må gerne begrave et kæledyr i sin egen have, så længe det ikke er i nærheden af en vandforsyning, men mange bryder sig ikke om denne mulighed.
I så tilfælde har Silkeborg Dyrehospital kontakt til Kæledyrs krematoriet, og sørger for at booke transport fra os til krematoriet.
Man kan vælge mellem en fælles kremering, hvor dyret kremeres sammen med et par andre artsfæller, og hvor asken derefter destrueres, men det er også muligt at få sit kæledyr enkeltdyrs kremeret.
I så tilfælde vil man modtage asken tilbage efter 2-3 uger.
Hvad stiller man så op med asken?
Hvis man har fået enkeltdyrs kremeret sit kæledyr og får asken tilbage så er det jo helt op til den enkelte, hvad der skal ske med denne. Nogle ønsker at opbevare urnen i hjemmet, men mange vælger f.eks. at drysse asken ud over de marker eller den skov, hvor hunden elskede at løbe og lege.
Det er også muligt at bruge en lille smule af asken til at få lavet et smykke. Nogle vil måske synes, at det er lidt morbidt at gå rundt med sådan et smykke, men man kan også se det som en fin tanke.
Jeg kender f.eks. en jæger, der fik lavet en lille perle med lidt af asken fra sin gamle jagthund. Perlen blev skruet fast på jagtgeværet, så nu er hunden stadig med ham på jagt.
Der er mange ting at holde styr på i forbindelse med det sidste farvel, og derfor er man altid velkommen til at kontakte os på Silkeborg Dyrehospital, hvis man vil have styr på mulighederne inden dagen oprinder.
