Træner for FC Silkeborgs Serie 3-hold, Emil Fevre Jørgensen, har stadig den skuffende efterårssæson i erindring, når han retter blikket mod den kommende forårssæson. Men i stedet for at lade det være en bet, er det nu blevet til en motiovationsfaktor for at få holdet tilbage, hvor det hører til.
Emil Fevre Jørgensen har en opgave foran sig. Han skal få FC Silkeborgs Serie 3 hold tilbage, hvor det som minimum hører til. Og uden at sige for meget, så er det i hvert fald ikke i den nuværende række.
"Efter et skuffende efterår som desværre betød, at vi rykkede ud af Serie 2 efter hele ni sæsoner - og en enkelt i Serie 1 - så er vi klar til at rejse os igen. Personligt har jeg selv ambitioner om, at vi skal være med i toppen af puljen og forhåbentlig tage turen lige tilbage i Serie 2. Men det kræver, at vi er dedikerede og seriøse omkring opgaven."
Om holdet kan bære det ansvar, det kræver for at rykke direkte tilbage, må tiden vise. Men træneren har i hvert fald haft en gameplan klar for optakten til sæsonen.
"Vi har startet 'preseason' ud med at have fokus på det konditionelle og tekniske til træning. Jeg vil ikke sige, at vi ligefrem har gjort noget specielt, men der er da sket lidt på den taktiske front, og måden vi vil gribe kampene an på fremadrettet. Vi har indtil videre spillet to træningskampe. Hvor det er blevet til en 4-1 over Stjær S3 og et 3-1 nederlag til Ikast S2. Spillemæssigt har det faktisk været udmærket, men vi skal stadig nå at bygge yderligere på frem mod den nye sæson, som starter med en hjemmekamp d. 26/3 kl. 16:00 på Buskelund mod Silkeborg Boldklub."
I den nye sæson er der især to klubber, som FC Silkeborg har et specielt forhold til. Klubberne skal nemlig gerne slås, når det er lokalopgør og håneretten mod andre lokale genkendelige ansigter står på spil.
"Lokalopgørende mod Silkeborg Boldklub og Mariehøj Kammeraterne er altid specielle. Begge klubber har vi været i pulje med adskillige gange gennem de seneste mange år, og det er altid nogle svære kampe, hvor intet er givet på forhånd. Ligeledes glæder jeg mig til at se Resenbro. De har en masse dygtige unge spillere, og det bliver spændende at følge, nu hvor de må forventes at blive matchet på et højere niveau efter deres nedsabling af serie 4 i sidste sæson."
Man skulle tro, at en nedrykning er ensbetydende med, at der sker en heftig til- og fragang i en klub. Men svingdøren hos FC Silkeborg har ikke været den helt store svingtur igennem i vinterperioden.
"Efter en nedrykning, kunne man jo godt frygte en stor spillerflugt, men sådan noget sker ikke hos os. Hvilket siger meget om de spillere som bærer den orange trøje, og jeg tror faktisk kun vi har haft to afgange på vores førstehold. Ligeledes har vi fået lidt tilgang. Både fra nytilkomne, men også en gammel kending, som er vendt tilbage fra en længere varig knæskade."