Flot afvikling af SIFs fodboldskole

dato

Nyheden er fra Silkeborg IF Fodbold

Fodboldglade børn kan fremover sætte et X i kalenderen i den første uge af skolernes sommerferie. I hvert fald ud fra dette års debut for SIFs helt egen sommerfodboldskole, som blev afviklet i perfekte rammer.


Ugen sluttede med småspil på JYSK park, hvor ovenstående foto blev taget.


Kvalitet frem for kvantitet

Det var netop spillet med bolden, der var omdrejningspunktet for ugen. SIFs filosofi for børnefodbold var rammen for dagenes indhold, og det betød, at der var lagt vægt på individuelle færdigheder og småspil. Der blev driblet, fintet, øvet boldmodtagelse og alle elementer blev bragt ind i små spil, som stillede krav til færdigheder og beslutninger. 


- Det er vigtigt for os i SIF, at vi tilbyder produkter, som vi kan stå inde for. Det gælder både i den daglige træning, såvel som i en fodboldskole som denne. Derfor har vi stort fokus på de fodboldmæssige ting, som vi kan stå inde for i børnefodbolden. Vi tilbyder fodboldundervisning, ikke børnepasning, lyder det fra Jacob Tind, daglig leder i SIFs amatørafdeling, som er arrangøren bag fodboldskolen.


Overskud går til uddannelse

Med 37 tilmeldte børn, var der mere end overbooket til SIFs første sommerfodboldskole, som blev afviklet i uge 27. Oprindeligt var loftet 24 børn, men øget interesse gjorde, at ekstra pladser blev udbudt, og det lod ikke til at være en udfordring for hverken trænere, Café Carlsberg eller de mange børn, som havde prioriteret en uge i fodboldens tegn.


Der er dog ikke udsigt til vokseværk foreløbigt, selvom rammerne er til det:


- Normeringen betyder meget for os, fordi vi ønsker kvalitet til den enkelte spiller. Derfor har vi plads til otte spillere pr. træner. Vi kan godt rumme op til 40 deltagere, men ikke mere end det. Vi ønsker individuelt fokus, og enhver, der har arbejdet med børn ved af erfaring, at det bliver en større udfordring desto flere børn, man har, lyder det fra Jacob Tind, som samtidigt pointerer, at deltagerprisen har en betydning.


- Det kostede kr. 1.100 for fire dage, og det er rimeligt i mine øjne. Årets resultat lander på et overskud på kr. 112 pr. spiller, og det er en fin buffer til uforudsete udgifter. Her kan jeg i øvrigt nævne, at overskuddet bruges målrettet til uddannelsen af nye, unge trænere. I foråret uddannede vi 18 nye børnetrænere, og det er et stærkt signal at sende, fortæller Jacob Tind.


Næste gang, SIF afholder en fodboldskole, bliver i uge 42, mandag til og med onsdag. Filosofien bliver den samme, for den er vigtig for SIFs arbejde med børnefodbold.


Kilde: Silkeborg IF Fodbold