Young Boys FD tog i går den korte tur til Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup, da pokalturneringens 1/64-finale stod på menuen. Her skulle silkeborggenserne jagte avancemente og dermed holde liv i pokaldrømmen.
Efter en hård fight kunne Young Boys FD-herrerne rejse hjem med en sikker 1-4-sejr og kan dermed drømme videre om den korteste vej til Europa.
Vi på VORES Silkeborg fangede, Anders Frost, der er kommunikationschef i Young Boys FD, til en reaktion på kampens forløb.
“Vi starter sæsonen med en god sejr i pokalturneringen. Det var godt at komme igang med sejr,” fortæller Anders og fortsætter:
"Vi er glade for den start, vi nu har fået på sæsonen. Der er selvfølgelig mange ting, der kan forbedres, men overordnet set så er det godt at få scoret fire mål i en kamp, som vi havde godt styr på"
Kommunikationschef Anders Frost fremhæver dog elementer af spillet, der skal forbedres for, at Young Boys FD fortsat kan holde momentum, når sæsonen starter i 3. divisionens grundspil.
“Til sidst i første halvleg får vi løsnet grebet om kampen, og de får held med at blive farlige i deres højre side. Det giver et par chancer, hvor de blandt andet også får scoret. Efter pausen får vi dog lukket fint af igen, men her er noget, vi kan arbejde videre på.”
Anders var glad for holdets præstation ovenpå dagens udesejr.
“Vi får en god start på kampen, og får styret tingene derfra. Det giver en god ro på kampen, selvom Kjellerup også fik vist sig frem til tider,” forklarer Anders, som dog gerne vil fremhæve især to spillere:
"Anes Travljanin spiller en fornem kamp, hvor han får tilkæmpet sig et straffespark og scorer to mål. Vores debutant i målet, Mathias Balle, viser også fine takter."
På lørdag den 6. august skal Young Boys FD møde Holstebro i sæsonåbneren til 3. divisionens grundspil. Kampen fløjtes i gang klokken 14:00 på Holstebro Idrætspark.
Kampens resultat: 1-4 til Young Boys FD
DBUs Pokalturnering
Mål
10′ 0-1 Peter Nemec
26′ 0-2 Anes Travljanin
38′ 1-2 Sune Balle (selvmål)
76′ 1-3 Anes Travljanin
90′ 1-4 Jonas Yderholm