Du får nu muligheden for at møde flere forskellige foreninger, at høre mere om deres aktiviteter og blive klogere på, hvordan du selv kommer i gang. Det gør du, når Silkeborg Kommune inviterer til Foreningsdating.
Hvis du er en af dem, der endnu ikke er kommet afsted igen efter Covid-19 lukkede landet ned og satte foreningslivet på pause, eller hvis du blot er på udkig efter en ny udfordring, så er Foreningsdating måske noget for dig.
Til Foreningsdating vil otte foreninger præsentere aktiviteter for voksne. Det er aktiviteter alle kan være med til, uanset om du er nybegynder, har skavanker eller ikke tidligere har stiftet bekendtskab med foreningslivet.
Der vil være lidt at spise til aftensmad - og det er samtidig helt gratis og uforpligtende at deltage i arrangementet.
Du kan deltage i foreningsdating torsdag den 30. september 2021. Det er fra klokken 17.00 til 19.00, og det er ved JYSK Park på Ansvej 108. Indgangen finder du til højre for SIF Shoppen.
Det er dog nødvendigt at tilmelde sig Foreningsdating, og hvis du ønsker at gøre dette, skal du kontakte Silkeborg Kommunes bevægelsesbrobygger, der hedder Helle Heidi. Det kan du enten gøre på telefon 24 47 98 01 eller på følgende e-mail bevægdigsammen@silkeborg.dk.
Når du tilmelder dig, er det vigtigt, at du skriver dit navn, dine kontaktoplysninger, samt hvordan du har hørt om ’Foreningsdating’. Fristen for tilmelding er mandag 27. september 2021.
På Silkeborg Kommunes hjemmeside, kan du se, hvilke foreninger, du kan møde til Foreningsdating.